Niels Frederiksen vil ikke udelukke spilletid til Rosted i Herning - Larsson skal vi passe mere på
Tirsdag hentede Brøndby to nye spillere ind til forsvaret. Johan Larsson er langt fra kampformen, men Niels Frederiksen vil ikke udelukke at Sigurd Rosted kan k

Tirsdag hentede Brøndby to nye spillere ind til forsvaret. Johan Larsson er langt fra kampformen, men Niels Frederiksen vil ikke udelukke at Sigurd Rosted kan komme i spil allerede søndag. FOTO: Teis Markfoged Der er blevet skiftet godt ud i Brøndbys forsvar i starten af denne uge. Først hentede klubben højreback Johan Larsson og midtstopperen Sigurd Rosted, og kort efter sagde de farvel til Paulus Arajuuri, der er taget til cypriotisk fodbold. De to nye spillere er tiltænkt en rolle omkring startopstillingen, men kan de allerede være i spil til søndagens kamp mod FC Midtjylland? - Det vil jeg ikke udelukke. Men det man skal huske på er, at der er ingen af de to der har spillet ret meget de sidste måneder. Rosted fik de sidste 70 minutter i slutningen af juli, og det er en måned siden, så det går nok. Men Johan spillede sidst en gældende kamp i februar måned. Så har han spillet lidt andet, men ikke noget særligt. Vi skal jo heller ikke bringe nogen i spil og risikere en skade, så Johan skal vi i hvert fald være opmærksomme på. Han skal i gang. Sigurd kunne godt være et emne til at få spilletid allerede søndag, siger Niels Frederiksen til 3point.dk. Efter kampen i Herning er der landskampspause, og det behager Brøndby-træneren, der gerne vil have spillet det nye forsvar sammen. - Den kommer rigtig belejligt. Både i forhold til at få bragt de her spillere op i form, for vi har også to reserveholdskampe i landskampspausen, og der er jeg ikke i tvivl om, at vi får dem at se begge to. Det kommer belejligt, og vi kan samtidig træne med dem. - Det er selvfølgelig vigtigt for forsvarsspillere, at de kender hinanden. Johan har spillet sammen med flere af dem før, men det har Sigurd jo ikke, så det skal vi bruge noget tid på. Sigurd Rosted har skrevet en fireårig aftale med Brøndby IF, mens Johan Larsson i første omgang er i klubben året ud.