Teis Markfoged
Niels Frederiksen: Vi var det bedste hold
Det var en skuffet Brøndby-træner, der for tredje hjemmekamp i træk måtte se sit hold sætte point til i slutminutterne.

Det er en forfærdelig følelse, for Niels Frederiksen, kun at stå med et enkelt point i en kamp, hvor de blå-gule var klart det bedste hold.
- Man vænner sig ikke til, at sætte point til dybt, dybt inde i overtiden. Specielt ikke i en kamp som i dag, hvor jeg synes vi har okay kontrol. Det er vi pisse ærgerlige over. En forfærdelig følelse at stå med, men sådan er fodbold, siger Niels Frederiksen til den skrevne presse i mixed zone.
- Vi er formentlig lidt præget af, at vi er tvunget til at skifte tre mand ud af fire i bagkæden i de sidste 10 minutter pga. skader og et rødt kort. Det gjorde, at vi skulle rokere rundt, og så sidder sammenhængen ikke helt så godt, som den gjorde i den øvrige del af kampen. Det handler ikke om, at vi ikke kan håndtere at spille en kamp rent fysisk, fordi det kan vi afgjort, og vi går ikke ned i kadence. Der kan være lidt mere snuhed og vi skal være dygtigere til at håndtere den sidste perioder, siger Niels Frederiksen.
På trods af kun en enkelt point, var Brøndby klart bedst, men manglede den sidste koldblodighed til at lukke kampen.
- Vi smadrede dem i de første 25 minutter, men man kan ikke holde den intensitet 100% hele tiden, og så stiller vi os lidt længere tilbage på banen, og så har vi nogle momenter de sidste 20 minutter, hvor vi går højt på dem og stresser dem, siger Niels Frederiksen.
- Vi skaber klart mere end de gør, og synes ikke rigtigt at de skaber noget. Jeg synes vi var det bedste hold. Vi var ikke dygtige nok til at score målet til 2-0, som jo lukker sådan en kamp. Scorer vi til 2-0, så er det ligegyldigt, at de scorer i 7 minutters overtid. Vi havde mulighederne, men mangler den sidste koldblodighed, slutter Niels Frederiksen.