Niels Frederiksen ser Børkeeiet som 6'er der kan bidrage fra dag ét
Brøndby IF har offentliggjort sommerens første store transfer, idet Tobias Børkeeiet er hentet i norske Stabæk. Han er tiltænkt en rolle omkring startopstilling

Brøndby IF har offentliggjort sommerens første store transfer, idet Tobias Børkeeiet er hentet i norske Stabæk. Han er tiltænkt en rolle omkring startopstillingen, hvor han særligt kan gøre sig gældende på den defensive midtbaneposition. Tobias Børkeeiet er Brøndbyspiller. Det står klart efter fredagens præsentation i Brøndby, og de blå-gules træner Niels Frederiksen ser frem til at arbejde med den talentfulde nordmand. - Først og fremmest er han jo en ung spiller, som har vist et højt niveau allerede, og som allerede har spillet rigtig mange seniorkampe for Stabæk. Vi ser et kæmpe potentiale i ham, og tror han kan blive endnu dygtigere ved at komme her og spille sammen med nogle endnu dygtigere spillere, og også spille i en liga, som er på et højere niveau og i en større klub. Vi tror, det kan løfte ham til det næste niveau, siger Niels Frederiksen til 3point.dk. I Stabæk har han oftest spillet 6’er-positionen – den defensive midtbane. Han kan dog også spille i forsvaret, men det er midtbanen, han har mest erfaring med. - Det er også dér, jeg primært ser ham. Vi spiller vores 4-3-3-system, og der kan han godt spille flere positioner, men der er ingen tvivl om, at der hvor han er bedst, er på 6’eren hvor han kan få lov til at styre vores spil med bolden. Niels Frederiksen beskriver Børkeeiet som en pasningsstærk og intelligent 6’er, hvilket har fået mange fans til at sammenligne ham med Christian Nørgaard. - Det er jeg fuldstændig enig i. Det er det dér med, at du er så godt orienteret, at når du får bolden, så ved du hvad du skal gøre med den, så du kan spille hurtigt. Han er dygtig til at se bevægelserne frem i banen, så han også kan spille den op, både på kryds og på tværs. Det var noget af det, Nør også var god til. Det er de færreste 20-årige norske fodboldspillere, der kommer ind og gør sig gældende i Superligaen, men i Tobias Børkeeiets tilfælde er det planen, at han skal have spilletid. - Han er absolut købt ind til at skulle kæmpe om positionerne allerede fra dag 1 han træder ind. Det er der slet ingen tvivl om. Tobias Børkeeiet har første træning i Brøndby IF på tirsdag.