3POINT
Jesper Lindstrøm, Andreas Bruus og Josip Radosevic

Teis Markfoged

Nyheder23. nov. 2020

Niels Frederiksen roser de unge: De spiller formidabelt

Brøndby er et top tre-hold i Superligaen for øjeblikket, blandt andet takket være de mange unge spillere.

3point person
Daniel Mads Andresen23. nov. 2020

Brøndby vandt søndag 2-0 i Vejle og spillede sig dermed ind i Superligaens top tre. Der er et enkelt point op til førstepladsen, mens nærmeste forfølger er tre point væk, og Niels Frederiksen er ikke i tvivl om, at Brøndby har holdet til at forblive i toppen af Superligaen.

- Jamen stillingen lyver vel ikke. Jeg tror, i min tid i Brøndby, aldrig nogensinde at vi har været lavere end nummer seks. Så vi har jo ligget i toppen. Der var, i sidste sæson, nogle hold der løb fra os, de løb fra alle. Det er der ingen der siger, de gør igen i år. Jeg tror faktisk, det bliver en meget lige Superliga i år, og lige nu ligger vi jo, hvor vi ligger. Så man kan vel ikke sige andet end, at vi har truppen og kompetencerne til det, siger Niels Frederiksen til 3point.dk.

I det seneste halvandet år har missionen for Brøndby-træneren været, at han skulle stadfæste Brøndbys position i toppen af dansk fodbold, samtidig med at der skulle gives mere spilletid til nogle af klubbens egne talenter.

- Vi spiller jo med fire af vores egne unge i dag. Det er fire U/21-spillere eller yngre. Det kvalificerer os vel til at være den klub i Superligaen, næst efter Nordsjælland, der spiller med flest af vores egne unge spillere. Det er klart, at der vil være nogle udsving på dem. Jeg synes jo, at Jobbe og Morten Frendrup spiller formidabelt i dag, og er to af vores bedste, men det kan også være, at det lige pludselig går den anden vej. Udsvingene vil være lidt større, men som de spiller i dag, er det godt.

Selvom Morten Frendrup og Jesper Lindstrøm blev fremhævet, var der også roser til de andre Masterclass-spillere, nemlig de to wingbacks, Andreas Bruus og Peter Bjur.

- Det var rigtig godt. Det var jeg meget tilfreds med. Bruus får en rigtig dårlig start på kampen, men han spiller sig op, og det viser også noget modenhed, at han kan spille sig op på den måde. Bjur spiller meget velovervejet og er sikker på bolden. Jeg ville gerne have Bjur til at skabe lidt mere og komme lidt mere med offensivt, men samlet set er præstationen fin. Vi holder nullet, og det har de en stor andel i.

Det store fokus på talentudvikling gav da også pote ved Brøndbys første mål, hvilket Brøndby-træneren da også var ekstra glad for. Ved 1-0-scoringen var det nemlig Andreas Bruus, som fandt Morten Frendrup, der assisterede Jesper Lindstrøms scoring.

- Jeg havde faktisk ikke styr på, at den kom fra Bruus. Det er jo dejligt. Og det beviser jo også, at de unge spillere spiller ikke bare fordi der ikke er andre. De spiller jo fordi vi synes, de har udviklet sig og taget nogle gode skridt. Når de rammer deres niveau, og det gør de heldigvis de fleste gange, så har de også niveauet til at være med.

Han vil dog ikke selv tage al æren for de unges opblomstring. Han påpeger, at det langt hen ad vejen er spillernes eget ansvar, men erkender da også, at trænerteamet har spillet en vigtig rolle.

- Nogle gange er det en træners opgave at sørge for, at man undgår at blive en forhindring for dem. Så kan man diskutere, hvor meget katalysator man skal være, men man skal undgå at blive en forhindring. Det synes jeg jo ikke, jeg har været. Det væsentligste man skal gøre, det er at man skal tro på dem, man skal vise dem tillid, og man skal give dem chancen. Hvis ikke man giver dem chancen, så bliver man en forhindring, og så når de det aldrig. Man skal også give dem noget tillid, selvom de laver nogle fejl nogle gange. Men det er jo primært de unge spillere, der har grebet chancen, for i denne verden er det jo sådan, at hvis man får chancen og ikke griber den, så går der lang tid inden man får den igen. Sådan er det også hos mig.

De unge Brøndby-drenge har nu otte dage til at forberede sig til næste kamp, hvor Lyngby gæster Brøndby Stadion.

Mest kommenterede nyheder