
Teis Markfoged
Niels Frederiksen om Bell vs. Radosevic-duel: Det er ikke så sort/hvidt
I fankredse ulmer debatten om, hvem der bør være Brøndbys foretrukne 6\'er - Joe Bell eller Josip Radosevic. Ifølge Niels Frederiksen har de begge en rolle at spille.

I vinters hentede Brøndby IF den new zealandske landsholdsspiller Joe Bell i norske Viking. Siden dengang er debatten om hans position - den defensive midtbane, eller 6'eren, som den også kaldes - igen og igen blusset op blandt Brøndbys fans. For hvem skal egentlig spille den - nyindkøbte Joe Bell eller rutinerede Josip Radosevic?
I starten af denne sæson har Josip Radosevic siddet tungt på pladsen i de første fire kampe, men søndag blev det Joe Bells tur til at starte inde, da Brøndby mødte Silkeborg.
Brøndby tabte kampen, men Joe Bells præstation fik smilet frem hos flere, ligesom han blev kaldt kampens bedste Brøndby-spiller på sociale medier. Så langt vil Brøndby-træner Niels Frederiksen dog ikke gå.
- Med bolden er han, mod bolden er han jo langt fra. Han spiller en fin kamp, det gør han 100% sikkert. Man skal passe på, at man ikke gør det sort/hvidt, og der er mange, der gerne vil gøre det sort/hvidt mellem Joe Bell og Josip Radosevic, men de er faktisk to forskellige spillere, vil jeg sige, fortalte Niels Frederiksen efter Silkeborg-kampen til 3point.dk.
I forårssæsonen spillede de to ofte sammen på midtbanen, men det vil Niels Frederiksen for det meste gerne undgå.
- Det passer ikke så godt. Der er jo forskellige kampe, vi spille, og nogle gange passer den ene, andre gange passer den anden. De kan jo også godt spille sammen, det har de gjort før. Vi spiller jo rigtig fin første halvleg i Pogon, hvor de spiller sammen, så det er ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre.
3point.dk har flere gange taget debatten op. For nogle uger siden var det vores taktiske førerhund, Kasper Pedersbæk, der analyserede de to spillere mod hinanden. Det kan du læse her.