Niels Frederiksen inden Braga: Skal gøre det fysisk og få dem stresset
Brøndby står i morgen overfor SC Braga i tredje runde af kvalifikationen til Europa League. Ifølge cheftræner Niels Frederiksen minder de meget om FC Nordsjælla

Brøndby står i morgen overfor SC Braga i tredje runde af kvalifikationen til Europa League. Ifølge cheftræner Niels Frederiksen minder de meget om FC Nordsjælland i deres spil, som ligesom Braga gerne vil spille kombinationsspil. FOTO: Teis Markfoged Torsdag aften tørner Brøndby IF og SC Braga sammen på Brøndby Stadion og for de blågules vedkommende bliver det et møde med et hold med mange portugisiske og brasilianske spillere, som er stærke teknisk. - Det er et teknisk stærkt hold. Der er en masse brasilianere og portugisere. De vil gerne spille fodbold, meget kombinationsspil, minder lidt om FC Nordsjælland, bare på et endnu højere niveau. Ikke nødvendigvis så fysisk stærke, heller ikke fysisk svage, men vi skal prøve at gøre det til en fysisk kamp. Vi skal prøve at få dem stresset. Så skal vi være bevidste om, at når det ikke lykkes, skal vi forsvare os lidt mere kompakt, for ellers er de for dygtige, fortæller Niels Frederiksen forud for torsdagens Braga-kamp til 3point.dk Cheftræner Niels Frederiksen har også tidligere udtalt, at de skal have et godt resultat med fra Brøndby Stadion af, inden de om en uge skal spille returkamp i Portugal. Men det får alligevel ikke Niels Frederiksen til at ændre tilgangen til kampen. Han vil gribe kampen an som de plejer og ikke mindst bevare kontinuiteten i spillet, men afviser dermed ikke, at der ikke skal tages hensyn til tingene under kampen. - Det kan der blive undervejs. Men jeg synes også det vigtigt, når vi spiller så mange kampe, som vi gør i øjeblikket, mod så forskellige modstandere, at vi ikke ligger og zapper fra den ene ende af skalaen til den anden ende af skalaen. Det er vigtigt, at vi har kontinuitet i det vi gør og derfor prioriterer jeg egentlig at vi prøver at gribe kampen nogenlunde an som vi plejer at gøre. Men selvfølgelig er der nogle ting hist og pist, som vi skal tage hensyn til.
Tror ikke Claudemir starter
En af de spillere som Superliga-interesserede nok vil bide mærke i hos Braga er Claudemir, som har en fortid i FC København. Dog vil Niels Frederiksen ikke skyde på, at brasilianeren starter inde. - Vi skyder ikke på, at han starter inde, men det kan godt være han får positionen inde på den centrale midt. Han er jo også en dygtig fodboldspiller og ham kender vi jo fra FCK. Bragas sæson er ikke startet endnu og derfor har holdet kun spillet testkampe på det seneste, som Brøndby kan forholde sig til. Men det har besværliggjort arbejdet undervejs, at portugiserne blandt andet har spillet uden rygnumre og endda skiftet fra hjemmebane- til udebanetrøjer i pausen. Men forberedelsen har alligevel været fin, fortæller Niels Frederiksen. - Vi har haft en god forberedelse. Vi har fået analyseret dem godt og vi har lige haft møde med spillerne om, hvordan og hvorledes de spiller, så jeg synes det har været okay. Det har krævet lidt ekstra ressourcer, men jeg synes, at Matze (analytiker Matthias Borst, red.) har gjort det godt. Vil du ind og støtte holdet mod Braga, så kan du købe din billet lige her: