Niels Frederiksen hylder sin anfører: Maxsø er bare en klassespiller
Andreas Maxsø er ny anfører i Brøndby IF i dette forår, og der er ingen tvivl om, at træner Niels Frederiksen er rigtig glad for at have Maxsø i truppen. FOTO:

Andreas Maxsø er ny anfører i Brøndby IF i dette forår, og der er ingen tvivl om, at træner Niels Frederiksen er rigtig glad for at have Maxsø i truppen. FOTO: Teis Markfoged Brøndby indledte Superligasæsonen med en 2-0-sejr i Odense. Det betød endnu et clean sheet til Andreas Maxsø, som heller ikke i sine træningskampe, har lukket et eneste mål ind i 2020. Det fortæller meget om Maxsøs kvaliteter, mener forsvarsspillerens træner, Niels Frederiksen. - Han er en dygtig duelspiller, han er dygtig til at kitte tingene sammen, han holder fast i de andre, så strukturen og organisationen i det, der foregår omkring ham, hele tiden holder. Han er bare en klassespiller, sagde Niels Frederiksen efter sejren til 3point.dk. At Brøndby er glade for Maxsø kan ingen være i tvivl om. I sidste uge udtalte fodbolddirektør Carsten V. Jensen at Maxsø burde være i spil til den danske landsholdstrup, som til sommer skal spille EM. Den vogn vil Niels Frederiksen ikke helt hoppe med på, men han vil heller ikke udelukke Maxsø helt fra det fornemme selskab. - Jeg synes, han er dygtig. Jeg synes, han er rigtig, rigtig dygtig. Hvis han kommer til at spille et godt forår for os, hvorfor skulle han så ikke kunne konkurrere med dem i udlandet, der aldrig spiller? Andreas Maxsø har spillet i Brøndby siden september 2019.