Teis Markfoged
Niels Frederiksen efter avancement: Vi går efter gruppespillet
De blå-gule vandt hertil aften 4-0 over polske Pogon, og Niels Frederiksen har en ambition om, at nå gruppespillet i Conference League.

På trods af det overbevisende resultat på 4-0, var Niels Frederiksen ikke rolig hele vejen igennem, og synes det var en hård kamp.
- Jeg sagde til spillerne efter kampen, at normalt, når man vinder 4-0, så tænker man, det var nemt og der var ikke det store problem i det, men jeg synes det var en hård kamp. Jeg synes den var super svær for os. Jeg synes spillerne leverer en rigtig, rigtig flot præstation. Vi møder et godt hold i dag. De er teknisk stærke og dygtige på bolden. Det er et voksent hold vi møder. Også i forhold til vores. Jeg synes vores spillere arbejder hele vejen igennem, og er kølige i de situationer, hvor der bliver lidt tryk på os. Og så har vi jo en effektivitet i dag på vores chancer, som jeg ikke har set meget længe, og det glæder jeg mig også over. Og angribermål. Så der var rigtig mange gode ting, men på bundlinjen står egentlig, at spillerne leverede en fremragende præstation, siger Niels Frederiksen til 3point.dk.
Det er sjældent at de blå-gule scorer fire mål i en kamp, så det er noget, der betyder meget for Brøndbytræneren, og han mener, at det kan gavne holdet i den kommende periode.
- Det betyder voldsomt meget. Vi ved at angribere lever af at score mål og får selvtillid af at score mål. Kommer du ind i en spiral, som angriber, hvor du ikke får scoret i en periode, så mister du lidt selvtillid og lidt tro på det, og så bliver det sværere at score det næste mål. Derfor er det helt afgørende for os. Vi har slidt og slæbt med at score mål i en længere periode, derfor er det helt afgørende og fantastisk, at de får scoret alle sammen i dag, af dem, der er på banen. Det er fedt for dem, og helt sikkert noget, det vil gavne holdet i den kommende periode.
Niels Frederiksen ved ikke, om det er den europæisk erfaring fra sidste sæson, der gjorde udslaget, men synes at holdet spiller en moden kamp.
- Jeg ved ikke, om det er et udslag af europæisk erfaring, men lad os bare beslutte at det er det, for det vil jo tegne godt for fremtiden. Jeg synes vi spiller en moden kamp. Jeg synes vi forsvarer os godt i de perioder, hvor vi er under tryk, og så er vi skarpe på de chancer vi får. Vi kører en del omstillinger på dem i anden halvleg, uden at jeg synes de bliver rigtigt farlige, selvom de har bolden rigtig meget, og sværmer uden for vores felt. Jeg synes spillerne håndterer den her kamp taktisk og temperamentsmæssigt rigtig fint.
På trods af resultatet, mener Brøndbytræneren, at der stadig er ting, der kan blive bedre, men er samtidig meget tilfreds med energien, det unge Brøndby-mandskab lagde i kampen.
- Jeg er aldrig 100% tilfreds med vores spil. Der er altid nogle ting, der kan blive bedre, men jeg synes, der var mange gode ting. Man skal ikke undervurdere den modstander vi er oppe imod. De er dygtige og er vel også 3-4 år ældre end vi er. Vi stiller med et ekstremt ungt hold, synes jeg, i europæisk sammenhæng.
- Jeg synes spillerne gør det godt og lægger utroligt meget energi i det. Vi ser friske ud rent fysisk. Det er klart, at hvis man kigger på det tekniske niveau, så er de jo lige så gode som os, hvis de ikke også, i nogle sekvenser, håndterer bolden bedre end vi gør.
Kampforløbet for de blå-gule betød også, at der kunne spares lidt kræfter og laves nogle flere udskiftninger.
- Vi kunne ikke ønske os et bedre kampforløb. Det var rigtig godt at vi kunne begynde, at skifte lidt. Det giver altid lidt uro, når du skifter på et hold. Vi satte en højre stopper ind som højre back i stedet for, for både at give Heggheim nogle minutter, men også for at skåne Sebastian lidt, der har spillet mange minutter. På den måde, var det perfekt for os, at vi fik mulighed for, de sidste 20-25 minutter, at skifte lidt ud, så vi har lidt mere overskud til kampen på søndag mod Silkeborg.
Nu venter schweiziske FC Basel i tredje kvalifikationsrunde, men Niels Frederiksen har en ambition om, at nå gruppespillet.
- Vi kæmpede voldsomt hårdt sidste sæson, for at få den her mulighed. De sidste fire runder sled vi os tilbage i slutspillet, og endte på en position, som gjorde at vi kunne få de her oplevelser. Det var det, der var hele motivationen i de sidste fire kampe. Vi er glade for at være her, og du kan ikke gå ind til sådan en kampagne her, uden at du har ambition om, at du skal nå gruppespillet. Det er vores ambition. Vi er ikke favoritter til det, og Basel er et markant bedre hold end det her, og der vil vi være underdogs. Kan vi slå Basel, så kan vi formentlig overtage deres seedning i Playoff, og så er mulighederne stadig til stede.
- Vi går efter gruppespillet, men det er klart at hvis man kigger på, hvad det er for en lodtrækning vi har fået, i forhold til nogle andre hold, så tror man jo det er løgn, at det var os der blev nummer 4, men det er sådan det er.