Niels Frederiksen: Det skal ikke blive en krig
Brøndby skal undgå at søndagens kamp mod FC Midtjylland bliver en krig, for FCM er stærke på fysikken. Læs taktisk optakt med cheftræner Niels Frederiksen her.

Brøndby skal undgå at søndagens kamp mod FC Midtjylland bliver en krig, for FCM er stærke på fysikken. Læs taktisk optakt med cheftræner Niels Frederiksen her. FOTO: Lasse Lagoni Niels Frederiksen er søndag aften tilbage på sidelinjen for Brøndby IF efter han afsonede karantæne i sidste weekends derby mod FC København. Der venter Brøndby-træneren og hans mandskab en hård opgave, for det er førerholdet FC Midtjylland, der kommer på besøg. Senest vandt FCM 2-1 over Silkeborg, men lige netop dén kamp har Brøndby ikke brugt meget i forberedelserne. - Lige Silkeborg-kampen kommer vi ikke til at bruge til noget, for det var en helt anden kamp, end vi kommer til at spille her på Brøndby Stadion. Mod Silkeborg havde de bolden hele tiden og det er absolut ikke planen at de skal have det herude. Når vi analyserer Midtjylland kigger vi mere på de kampe, hvor de spiller på udebane og typisk møder nogle hold, hvor de ikke har bolden så meget, siger Frederiksen til 3point.dk. LÆS OGSÅ: Brøndby-fans stormer mod at give børn fra mindrebemidlede familier på Vestegnen store oplevelser Brøndby skal undgå, at kampen mod FCM bliver en duelpræget kamp - det skal ikke blive en krig, siger Niels Frederiksen. - Det er et meget atletisk, fysisk stærkt og dynamisk hold og de har gode individualister. Det er et rigtig stærkt hold og det kan man også se på resultaterne. De fører Superligaen suverænt. - Så vi skal prøve at undgå at gøre det til en duelkamp. Vi har set lidt på da FCK tabte 4-1 i Herning. Der blev det lidt en krig og det blev ikke noget godt udfald for FCK. Så vi skal undgå at det bliver en krig og så skal vi prøve at få dem til at løbe lidt mere efter os. Og hvordan lykkes man så med det? - Det gør man ved at have noget mod og at have kvalitet, når vi har bolden. Vi kan ikke forvente, at vi kommer til at have bolden hele tiden og der vil også blive dueller, så der skal vi selvfølgelig tage fat. Men vi vil gerne have bolden så meget som muligt og få spillet mest muligt fodbold.
Tager to ting med fra derbyet
Brøndby tabte som bekendt med 2-1 i sidste weekend i derbyet mod FCK. Men der er alligevel positive ting, som Niels Frederiksen har taget med sig fra dét opgør. - Vi magtede at spille en kamp, hvor vi skabte flere store chancer, end FCK gjorde. De vandt skudstatistikken, men ser man på expected goals, vandt vi dén statistik. Vi skabte mange chancer. De skabte bestemt også nogle og Marvin (Schwäbe, red.) stod en god kamp, men det er den ene ting, jeg tager med. Den anden ting jeg tager med er de sidste 10-15 minutter. Vi var presset i anden halvleg, men jeg synes vi fik det vendt til sidst og sluttede rigtig fint af. Han ser også muligheder for, hvordan Brøndby-holdet kan komme til at gøre ondt på FCM, selvom de har en meget stærk defensiv. LÆS OGSÅ: FCM har fået Anderson og Scholz klar til Brøndby-kamp - Vi skal være gode i kombinationerne. Vi vinder nok ikke så meget ved at slå en masse høje indlæg og forsøge at lægge pres på deres boks, for der er de gode til at forsvare sig. Men vi skal være gode i relationerne og bruge dem godt til at komme ind i feltet i form af nogle kombinationer, og der tror jeg, vi kan gøre ondt på dem. - Hvis vi kan komme til at spille oppe på den sidste trejdedel med nogle hurtige pasninger, kvikke løb og et-to-spil, så tror jeg, vi kan gøre ondt på dem. Se om det lykkes for Brøndby, når kampen fløjtes i gang på Brøndby Stadion klokken 18.00. Kan du ikke være på stadion, vises kampen også på TV3+.