3POINT
Nyheder14. dec. 2019

Niels Frederiksen: Der skal fuld knald på

Løb og bevægelse bliver afgørende, hvis Brøndby skal slå Hobro. Det mener Niels Frederiksen, som synes, der er en kæmpe forskel på at have 31 og 34 point og ser

3point person
3point.dk14. dec. 2019

Løb og bevægelse bliver afgørende, hvis Brøndby skal slå Hobro. Det mener Niels Frederiksen, som synes, der er en kæmpe forskel på at have 31 og 34 point og ser frem mod en lorteferie, hvis det ender med førstnævnte. FOTO: Teis Markfoged Det er efterhånden en gammel sang i Brøndby; at man spiller bedst imod de hold, der vil fremad banen, og til gengæld har problemer mod dem, der stiller sig dybt. Denne sæson er ingen undtagelse, for Brøndby har smidt masser af point mod de kompakte hold og har stadig til gode at slå et af dem sådan rigtigt overbevisende. Skal man komme med et bud på sådan en sejr, kunne det nok faktisk være den omvendte kamp mod Hobro, hvor Brøndby på to mål af Kamil Wilczek vandt 2-0, men også her lå et pointtab et stykke tid og lurede. På trods af historikken ved cheftræner Niels Frederiksen godt, hvordan hans hold skal besejre Hobro på søndag. - Man kommer til at se et angrebslystent Brøndby-hold, som skal prøve at udfordre dem med en masse bevægelse og en masse løb. Vi har en forventning om, at Hobro i udgangspunktet vil prøve at beskytte sig selv lidt. De er dygtige på standarder og på omstillinger, og det skal vi sørge for at dæmme op for, siger Niels Frederiksen, som finder håb i de seneste spillemæssige præstationer, til 3point.dk. - Vi har fokus på at slutte godt af. Vi har jo ikke vundet tre kampe i streg, selvom vi faktisk - når vi kigger på alt, hvad vi kan kigge på - har præsteret ganske fint og også skabt flere større chancer end modstanderen. Men vi har ikke fået point, og det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med. Så det primære er at slutte godt og ordentligt af, for tre point vil betyde rigtigt meget. Der er kæmpe forskel på at gå på ferie med 31 eller 34 point, siger han.

Fornuftig ferie eller lorteferie

Kampen mod Hobro bliver Brøndbys 28. betydende kamp i efteråret og altså den sidste. Spillerne går på ferie, når de forlader stadion efter kampen, så det er de sidste kræfter, der skal mobiliseres. Men Niels Frederiksen er ikke bange for, om nogle af spillerne mentalt kommer til at gå på ferie lidt for tidligt. - Jeg er ikke så nervøs for at blive ramt af en “pust ud”-effekt, for vi har ikke set tendenser til det i de seneste kampe. Man kan jo vælge at gribe kampen lidt sløvt an og sige, at vi skal passe på og sørge for ikke at dumme os for meget, og så kan man jo vælge den anden strategi, hvor man vil frem på banen, ud over stepperne og bruge alt den sidste energi, vi overhovedet har. Og vi skal ikke holde igen på noget som helst. Der skal fuld knald på, siger Niels Frederiksen, som ikke kan svare entydigt ja til, om han glæder sig til den ferie, han ikke fik i sommer, hvor han sprang direkte fra en U/21-EM-slutrunde og til at stå i spidsen for Brøndby. - Jeg tror altid, man glæder sig til ferie, men det der med ferie… Altså, det bliver en fornuftig ferie, hvis vi får tre point, og hvis vi ikke får tre point, bliver det en lorteferie. Sådan er det jo, slutter han.

Mest kommenterede nyheder