Nedtakt: En skarp finne og godt kontraspil
Brøndby hentede en ganske fortjent sejr mod Lyngby, som blev besejret med 2-1. Teemu Pukki viste skarphed og Brøndby-kontraerne sad i skabet. Mesterskabsspillet

Brøndby hentede en ganske fortjent sejr mod Lyngby, som blev besejret med 2-1. Teemu Pukki viste skarphed og Brøndby-kontraerne sad i skabet. Mesterskabsspillet er for Brøndbys vedkommende blevet skudt i gang med to sejre ud af to mulige. Sejren mod FC Midtjylland var opløftende, men også med anledning til bekymringer, men sejren mod Lyngby var bedre af flere grunde. For det første lykkedes det Alexander Zorniger at rotere på nøglepositioner uden at det kostede point. Kamil Wilczek, Christian Nørgaard, Benedikt Röcker og Gregor Sikosek blev alle hvilet og indkasserede dermed heller ikke karantæne til derby. Kontraspillet fungerede godt mod Lyngby og Brøndby lukrerede flere gange på hjemmeholdets fejl. Det gav både chancer og mål. De hidsige løb ved Pukkis scoring nummer to illustrerer rigtig godt 'aktion, aktion, aktion'. Man er foran 1-0, men alligevel sprinter tre-fire mand alt hvad remmer og tøj kan holde - og det giver pote. Et Alexander Zornigersk mål, hvis man kan tale om det. Der er dog stadig det bekymrende element, at Brøndby endnu en gang ikke formåede at holde nullet. Der vil blive givet chancer væk med Brøndbys spillestil, men nogle gange er det for let at overspille de blågule på backs - som vi eksempelvis så det i sidste kamp mod FCM, hvor Sikosek for nemt blev afdriblet, og som Johan Larsson blev det mod Lyngby af Kristoffer Larsen inden hjemmeholdets reduceringsmål. Løbene i bagrummet bag Brøndbys høje bagkæde er svære at undgå med den risiko Zornigers tropper spiller med. Hermannsson og Arajuuri havde nok ikke noget imod at Jeppe Kjær ikke var med. Han har tidligere voldet holdet problemer. 3point.dk’s hold giver karakterer til Brøndbys spillere og vil dermed give debatten fri. Det sker ud fra denne karakterskala: 1: Dårlig 2: Utilstrækkelig 3: Middel 4: Over middel 5: Stærk præstation 6: Fremragende Brøndby: Karakter 4 Der var god vilje og masser af gode løb på holdet. De spillere, der fik chancen fra start i andres fravær, tog ansvar. Det må have glædet Alexander Zorniger at se. Scorede to gode mål, men burde og kunne have lavet flere. Frederik Rønnow: Karakter 4 Keeperen havde ikke det store at lave i kampen, men det han havde, tog han sig fint af. Selvsikker i feltet og uhyre uheldig med ikke at få et clean sheet med hjem. Kunne ikke stille noget op ved målet. Johan Larsson: Karakter 4 En middel indsats blev trukket op af en fantastisk assist, hvor svenskeren egenhændigt erobrede og satte Teemu Pukki op til mål. Har virket stærkere defensivt på det seneste, men har stadig sine udfordringer. Blev sat alt for nemt af Kristoffer Larsen ved Lyngbys reduceringsmål. Hjörtur Hermannsson: Karakter 4 Var pludselig den mest rutinerede mand i Brøndby-bagkæden, når det kommer til spillestilen. Det klarede han fint i Benedikt Röckers fravær. Er blevet langt bedre i forhold til sin timing i duellerne og er også blevet bedre i sit afspil. Brøndby-bagkæden blev dog et par gange snydt af dybdeløb fra David Boysen - et par gange fik man trukket ham offside, en enkelt gang kunne det være endt galt. Paulus Arajuuri: Karakter 4 Første Superliga-start til den finske stopper, som generelt efterlod et fint indtryk. Er brølstærk i duellerne og bestemt ikke sjov at spille over for som angriber. Faldt til tider for dybt i Brøndbys opbyggende spil, men vidner også om, at han fortsat skal vænne sig til spillestilen. Svenn Crone: Karakter 4 Crone var tilbage på venstrebacken og det slap han fint fra. Kom lidt 'shaky' fra start, men arbejdede sig mere og mere ind i kampen. Ganske solid anden halvleg, hvor han også bød sig rigtig godt til offensivt. Slog en del indlæg med venstrebenet. Tydeligt at se, at han har arbejdet med det aspekt. Rodolph Austin: Karakter 3 Har været en af Brøndbys vigtigste - og mest overraskende - spillere i foråret. Lyngby-kampen var en af hans mere anonyme optrædender. Solidt og var tæt på at score, men havde også en del opspilsfejl. Zsolt Kalmar: Karakter 3 Det var både skidt og kanel fra ungareren, der dog kan notere sig for en flot assist til Teemu Pukkis første mål. Satte flere gange presset i gang på de helt rigtige tidspunkter og havde et par gode bolderobringer, men har stadig for mange dårlige beslutninger, særligt omkring feltet. Lebogang Phiri: Karakter 3 Løbearbejdet kan man ikke klandre den lille sydafrikaner. Leverede en solid præstation på det jævne, uden at være prangende. Er vigtig for midtbanens balance. Hany Mukhtar: Karakter 4 Det kreative omdrejningspunkt for Brøndby og er stort set involveret i alt farligt. Spillede ikke sin bedste kamp mod Lyngby, men viser flere gange klassen, når det er påkrævet. Hans løb ved Pukkis anden scoring, hvor han trækker en mand med sig hele vejen i et hidsigt løb er et godt eksempel på, at Mukhtar ikke kun er god, når han har bolden. Jan Kliment: Karakter 4 Nå, så sådan kan Jan Kliment også spille! Tjekkens utvivlsomt bedste kamp i Brøndby-trøjen og jeg vil vove den påstand, at havde en anden keeper end Jesper Hansen vogtet Lyngby-målet, havde han også kunne krone sin indsats med en scoring. Nu skal der bygges videre fra angriberen. Teemu Pukki: Karakter 5 Den finske topscorer har pludselig fundet den koldblodighed, han tidligere har manglet. Der var engang, hvor det var sikkert som amen i kirken, at Pukki brændte friløbere med god tid. I går scorer han to flotte mål, men tager lige så mange højintense og vigtige løb hele kampen igennem, som svinger ham op på et 5-tal. Havde han scoret på den han sendte på overliggeren, havde han scoret topkarakter.