Nedtakt: Det samlede resultat var vigtigere end sejren
Brøndby opnåede målet om videre avancement i Europa League efter en samlet 1-0-sejr over PFC Beroe fra Bulgarien. 3point.dk analyserer på torsdagens 0-0-kamp. F

Brøndby opnåede målet om videre avancement i Europa League efter en samlet 1-0-sejr over PFC Beroe fra Bulgarien. 3point.dk analyserer på torsdagens 0-0-kamp. FOTO: Robert Hendel Brøndby og PFC Beroe spillede i går aftes returkamp i Europa Leagues anden runde. Brøndby havde et godt resultat med fra Bulgarien og det kunne man se på kampen på Brøndby Stadion. Det var ikke Brøndby, men de bulgarske gæster, der jagtede et resultat og derfor skulle ud og skabe kampen. Det var tydeligt, at Brøndby-taktikken var lagt på ikke at forcere noget, men at holdet i bolden og køre bulgarerne møre gennem massiv boldbesiddelse. Den del af det lykkedes. Men Brøndby spillede også med håndbremsen trukket relativt hårdt. Det kom især til udtryk på backerne, hvor Durmisi og Larsson slet ikke deltog så meget offensivt, som vi ellers ser det. Nørgaard virker træt Brøndby skabte ikke ret mange chancer. I første halvleg havde hjemmeholdet blot en enkelt afslutning på mål. Den kom efter knap 44 minutters spil. Anden halvleg var bedre, men det var generelt et problem for de blå/gule at de sled med at spille sig igennem. Alt for mange bolde blev spillet på tværs og tilbage i banen, hvor Martin Albrechtsen og Martin Ørnskov blev sat på stort arbejde og havde bolden ualmindeligt meget i den bagerste kæde. Phiri, og især Nørgaard, spillede henholdende og for meget på tværs og bagud - formentlig efter det taktiske koncept. Men Nørgaard evnede ikke at bringe sig i position mellem Beroes høje preskæde og deres dybe seks-mands defensiv, og derved skabe det rum, som gjorde at man kunne få spillet Pukki eller en kant i dybden. Nørgaard manglede tydeligvis energi og ikke mindst idéer. Han ligner en mand, der godt kunne trænge til en pause. Det kan måske åbne for en startplads til Frederik Holst mod OB på søndag for at give lidt mere hårdhed i duellerne og for at give Nørgaard muligheden for at komme tilbage på 100%. Der var egentlig, tilsyneladende, masser plads til at vende med bolden på midtbanen, men de evnede Brøndby-spillerne alt for sjældent. Når de evnede det, skabte det dog store muligheder mod bulgarernes mål. Gik også ud over Pukki og Elmander Det betød også for Pukkis vedkommende, at han alt for ofte blev nødt til at trække dybt ned i banen for at modtage bolden. Det er ikke hans spidskompetence - han er langt bedre til at true i dybden. Generelt spillede Pukki dog ikke sit livs kamp, men han blev også ofte spillet som targetman, hvilket ikke bekommer finnen vel. Til tider slog han op i banen og var tydeligvis frustreret, men der skal gerne lidt mere vindervilje på attituden til Superliga-kampen mod OB på søndag. Ligeledes kom bolden alt for sjældent ind til Johan Elmander, når han skød ind i feltet. Svenskeren var i øvrigt dygtig i kampen og gav undervejs tit taktiske tilrettevisninger til blandt andre Larsson i slutningen af kampen, hvor han blev for offensiv - her gav rutinerede Johan den mindre rutinerede Johan besked om at blive tilbage. Bundsolid defensiv På plussiden bør Brøndbys bundsolide defensiv fremhæves. Martin Ørnskov og Martin Albrechtsen spillede begge en stor kamp og fungerede godt sammen. Imponerende at Brøndbys bagerste kæde var den der fungerede bedst med tanke på at det også klart er den, der er blevet skiftet mest rundt i i sommerens første kampe. Der var styr på aftalerne og Brøndby gav kun én reel chance væk. Set over en hel kamp, hvor det er modstanderen der jagter et resultat, må det siges at være mere end godkendt. Riza Durmisi så stærk ud både defensivt og offensivt og ser ikke ud til at lide af træthed på samme måde som Nørgaard, som også var med til U21-EM og derfor heller ikke har holdt meget ferie. Til sidst er det værd at nævne, at Magnus Eriksson så spændende ud. Han skulle lige bruge 10-12 minutter på at spille sig varm, men markerede sig med et par gode forsøg fra kanten af feltet, som en Eriksson i kampform nok havde sparket i kassen. Det er spændende om han er klar til en startplads mod OB på søndag, for svenskeren er god til at bringe sig i position, ligesom han bidrager med lidt mere fysik. Hvad tænker du om torsdagens 0-0-kamp? Giv dit besyv med under artiklen!