
Teis Markfoged
Nartey: Vi kunne sagtens have taget tre point
Noah Nartey mener, at holdet med mere kvalitet på den sidste tredjedel kunne have vundet derbyet.

Efter derbynederlaget søndag eftermiddag mødte Noah Nartey den skrevne presse. Han var frustreret over nederlaget og peger på kvaliteten i Brøndbys offensiv som årsag til resultatet.
- Det er ikke en fed følelse. Jeg føler sagtens, vi kunne have taget tre point. Vi mangler bare at få nogle skud på mål. Men vi har mange optræk til gode chancer. Jeg synes vi mangler kvalitet på den offensive tredjedel.
Nartey var tydeligt en spiller FCK havde talt om inden opgøret. De sad tæt på ham og lavede mange frispark. Nartey havde også held med at komme forbi modstanderen mange gange, men lagde godt mærke til, at FCK gik ekstra hårdt til ham.
- Jeg spiller bare som jeg altid gør, om det er i Parken eller hvor det er henne. Hvis de har svært ved mig, tager jeg det som en god ting. De har svært ved at styre mig. De var i hvert fald over mig, skal vi ikke sige det sådan?
Nartey har i denne sæson været vital for Brøndbys spil og er noteret for ti direkte målinvolveringer på tværs af alle turneringer.