3POINT
Noah Nartey

Teis Markfoged

Nyheder10. maj 2025

Nartey: Den tredjeplads er rigtig vigtig

Brøndby IF jagter tre vigtige point i Farum, for de blå/gule skal have fat i tredjepladsen, det er vigtigt, lyder det fra Noah Nartey.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen10. maj 2025

Det har været en tung uge for folk med blå/gule hjerter. Først løb Brøndby ind i et derbynederlag, som endegyldigt slukkede drømmen om Superliga-guld. Siden tabte man i Silkeborg og missede en pokalfinale på hjemmebane.

Den har været tung, erkender Noah Nartey, men han peger også på, at det handler om at komme videre og hente tre point i Farum søndag.

- Det har været tungt. Det har vi også kunnet mærke på både spillere og stab. Men vi er videre derfra nu og vi skal have tre point i Nordsjælland. Tredjepladsen er altafgørende for Brøndby, for vi skal ud i Europa og spille, så den tredjeplads er rigtig vigtig, sagde Nartey til den fremmødte presse efter lørdagens træning.

19-årige Nartey har fået sit store gennembrud i denne sæson og særligt i foråret har han været fast mand på holdet.

- Jeg har spillet fint. Jeg har haft nogle kampe, hvor det har været lidt op og ned. Jeg vil gerne ind i en stime, hvor det bare kører på et stabilt niveau, men nogle gange kører det op og ned i fodbold. Men det har været fint.

- Jeg har spillet mere end tidligere. Det har gjort en forskel.

I sommer forlængede midtbanespilleren sin kontrakt med Brøndby, så den nu løber til sommeren 2027. Med to år tilbage skal der så ske noget denne sommer?

- Jeg har ikke haft nogle snakke med Benjamin Schmedes. For mig handler det bare om at slutte godt af og spille nogle gode kampe. Så må vi tage det som det kommer derefter, slutter Nartey.

Nartey og resten af Brøndby-holdet spiller søndag på udebane mod FC Nordsjælland. Der er kampstart klokken 14.00.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder