
Teis Markfoged
Nartey: Blev stærkere som person og spiller
Noah Nartey vil gerne starte foråret, som efteråret sluttede. Og så fortæller han om en lærerig periode uden for banen.

Brøndby-holdet er godt i gang med forberedelserne til den nye forårssæson.
Det samme er Noah Nartey, som går all in på at vise sine kvaliteter for cheftræner Frederik Birk.
- I opstarten prøver jeg bare at gå frem for den nye træner og selvfølgelig at vise mine kvaliteter.
- Jeg sluttede efteråret godt, så vil jeg også rigtig gerne starte den nye halvsæson godt.
Lærte af en tur på bænken
Noah Nartey sluttede efteråret af med spilletid og flotte aktioner på banen.
Efter at have vist sig godt frem i starten af efteråret, blev midtbane-talentet dog sat en tur på bænken af daværende cheftræner Jesper Sørensen.
Det blev en periode, som Nartey har taget ved lære af, fortæller han.
- Jeg føler, jeg er blevet meget stærkere som person og som spiller. Jeg har bare blevet stærkere.
- Det har været en hård periode, men jeg føler, jeg er blevet stærkere af den, og jeg føler, at hvis jeg nu skulle komme ind i sådan en periode igen, så ville jeg være mere forberedt på den, siger Nartey.