
Teis Markfoged
Nanna Christiansen er ny all time topscorer for Brøndbys kvinder
Nanna Christiansen er nu den mest scorende kvindelige Brøndby-spiller nogensinde. Hun snuppede rekorden, da hun scorede hattrick mod AGF.

Nanna Christiansen er aktiv for Brøndby Women, men hun er allerede en legende. Brøndbys nummer 9 er ny all time topscorer for de blå/gule. Den rekord snuppede hun, da hun i seneste kamp scorede hattrick i 4-1-sejren over AGF.
Hun er således nu den mest scorende kvindespiller i klubben med 196 mål i 376 kampe. Hun overtager rekorden fra Anna Jørgensen, som scorede 195 mål i 224 kampe i sin periode i klubben fra 1996 til 2006.
- Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg godt kan lide at stå øverst på listen, så at jeg nu også har all time topscorer-rekorden i Brøndby, er da bare lidt fedt, lyder det beskedent fra Nanna Christiansen til Brøndbys hjemmeside.
Offensivspilleren høster også ros fra cheftræner Per Nielsen:
- Nanna spiller igen i dag en god kamp, og hun har været en vigtig spiller for mig i al den tid, jeg har været i klubben, ligesom hun har været en profil for Brøndby og i ligaen i alle år. Vi ved, at hun er farlig foran mål, og hvis vi formår at sætte vores spil rigtigt sammen, så ved vi også, at hun nok skal levere, og det er fantastisk at have sådan en spiller på sit hold.
Nanna Christiansen topper topscorerlisten i Kvindeligaen i denne sæson, hvor hun har nettet fem gange i de første fem kampe. Brøndby indtager førstepladsen i tabellen.