Når skole og elitefodbold hænger sammen
Livet som fodboldspiller på eliteplan kan sagtens kombineres med et liv på skolebænken. Det er i hvert fald holdningen i Brøndby Kommune, hvor der er hele tre t

Livet som fodboldspiller på eliteplan kan sagtens kombineres med et liv på skolebænken. Det er i hvert fald holdningen i Brøndby Kommune, hvor der er hele tre tilbud med plads til både fodbold og faglighed. FOTOS: Lars Beck, TEKST: Nanna Møller Karlsen Denne artikel er oprindeligt bragt i FodboldLiv i Brøndby, som er et særtillæg udgivet sammen med lokalavisen Vestegnen. Avisen er produceret af Brøndbyernes IF og to af 3point.dk’s skribenter har bidraget med artikler, hvorfor vi har fået lov at bringe artiklerne her på siden. Læs hele FodboldLiv i Brøndby som e-avis her. Det kan være svært at få skole og uddannelse til at rime på elitefodbold. Men i Brøndby Kommune hænger det ofte sammen. Fra folkeskole til gymnasium får de unge fodboldspillere mulighed for at kombinere de mange timers fodbold med skolebøger og lektier. Det er seks elever fra tre forskellige skoler i Brøndby et levende bevis på. Fælles for dem, at de både knokler i klasseværelset og på grønsvære – og trives med det. Fællesskab på Brøndbyvester Skole Caroline Pleidrup, 16, og Andreas Pyndt, 16, går begge i 9. klasse på Brøndbyvester Skole. Men det er ikke en hvilken som helst 9. klasse. De går i en af de særlige idrætsklasser på skolen, som gør det muligt for elever som Caroline og Andreas, at spille fodbold på højt niveau med alt det, der hører med af træninger, kampe og landsholdssamlinger, og samtidig passe skolen. - Det er en rigtig god mulighed. Der bliver taget hensyn, og vi har mulighed for at morgentræne. Vi har nogle gode lærere, og skolen er en stor hjælp, til at få det hele til at hænge sammen, siger Andreas, der bakkes op af Caroline, som glæder sig over både at blive en bedre fodboldspiller og dygtigere i skolen. Andreas spiller på Brøndbys U/17-hold og Caroline på U/18. Fælles for dem begge er, at de er landsholdsspillere, der nyder godt af at gå i idrætsklasse på Brøndbyvester Skole. De drømmer begge stort for deres fodboldfremtid. For Andreas er drømmen at komme til at leve af fodbolden og at komme til en stor klub, mens Caroline drømmer om landsholdet og det bedste kvindehold i Brøndby. Når folkeskolen er gjort færdig, ligger det også helt fast for Caroline, hvad der skal ske. Hun skal på gymnasiet. - Der er Brøndby Gymnasium (BG) jo det oplagte valg, for der er også fokus på sport. Vi har fået fortalt en del om BG på holdet, fortæller hun. Lige nu nyder både Andreas og Caroline dog deres sidste måneder som folkeskoleelever på Brøndbyvester Skole, hvor de især fremhæver fællesskabet som en værdi, der dyrkes på skolen. Højt til loftet og plads til udvikling På Brøndby Idrætsefterskole er der højt til loftet og plads til at vokse. I mere end én forstand. Det kan Caroline Nørskov, 15, og Simon Henriksen, 16, skrive under på. De er flyttet fra henholdsvis Rungsted og Kalvehave og bor nu på efterskolen og har hele deres hverdag der. De har fri i weekenderne, hvor de besøger venner og familie, men i hverdagen er efterskolen og fodbolden i Brøndby omdrejningspunktet for dem. - Fodbolden var vigtig, da jeg valgte Brøndby Idrætsefterskole. Brøndby er en god klub at spille i som pige, og så følte jeg mig desuden med det samme hjemme på efterskolen, fortæller Caroline. For Simon var der også noget andet, der trak. - Jeg er kæmpe Brøndby-fan og ville gerne prøve mig selv af på et højere niveau fodboldmæssigt, og det kan jeg her. Og så havde jeg brug for at prøve noget helt nyt, supplerer Simon, der bestemt ikke har fortrudt flytningen fra Kalvehave. På idrætsefterskolen lærer de unge at stå på egne ben. Der er frihed under ansvar, og det er fedt, understreger både Caroline og Simon. De har begge lært at strukturere deres tid i et presset program. Noget, som helt sikkert vil komme dem til gode i deres videre karriere - både i forhold til fodbold og uddannelse – vurderer de. Fleksibilitet og faglighed Brøndby Gymnasium har allerede været stedet, hvor flere unge Brøndby-aspiranter har taget deres studentereksamen. Jannik Vestergaard, Svenn Crone og Daniel Stückler er eksempler fra de senere år og Brøndby Gymnasium føles som et naturligt valg, når man spiller elitefodbold. Det forklarer Alberte Hellesøe Hansen, 18, og Jonas Madsen, 17, som begge er elever på gymnasiet og spiller elitefodbold i Brøndby. - Brøndby Gymnasium er det oplagte valg, når man spiller fodbold i Brøndby IF. Der er god fleksibilitet og mulighed for at morgentræne to gange om ugen, hvilket er godt at kunne, når man spiller på U/19-holdet i Brøndby, forklarer Jonas, der allerede har været inde at snuse til Superliga-holdet, som han har spillet trænings- og reserveholdskampe for. For Alberte var det dog også vigtigt med et gymnasium, der kunne tilbyde et godt fagligt miljø. Mulighederne for en guldrandet kontrakt som kvindelig fodboldspiller er nemlig ikke de samme som hos herrerne. [caption id="attachment_25311" align="alignnone" width="3801"] FOTO: Lars Beck[/caption] - Det er ikke lige så let at komme til at leve af at spille fodbold som kvinde, så for mig har fleksibiliteten i forhold til fodbold selvfølgelig betydet noget, men jeg har også tænkt meget på hvilken skole jeg skulle vælge og hvilken linje jeg skulle gå på. De stiftede begge bekendtskab med Brøndby Gymnasium på deres respektive fodboldhold i Brøndby. Og de har ikke fortrudt deres valg. Etagen under Michael Laudrup-loungen rummer nemlig en skole, der tilgodeser elever som Alberte og Jonas, der gerne vil bruge mange timer på at jagte drømmen om at blive professionel fodboldspiller og samtidig have en god faglig basis med i bagagen. En dag i Alberte Hellesøes liv: 07.30: Afsted hjemmefra 08:00: Skole 15.20: Fri fra skole 17:00: Styrketræning i klubben 18:15: Træning 20:30: Hjemme - lektietid En dag i Jonas 'Mini' Madsens liv: 07:10: Afsted hjemmefra 08:15: Morgentræning 09:50: Skole 15:20: Fri fra skole - går i Masterclass-kælderen 16:00: Træning [caption id="attachment_25312" align="alignnone" width="3840"] FOTO: Lars Beck[/caption]