Teis Markfoged
Mustafa Amini om Younis: Den bedste spiller i A-League
Tidligere Superliga-spiller, Mustafa Amini, har store roser over for Brøndbys unge kantspiller Marcus Younis.

Marcus Younis havde i foråret et glimrende lejeophold i hjemlandet hos Melbourne City. Det blev til femten kampe med otte mål og fem assist til følge på tværs af alle turneringer.
Tidligere AGF-spiller, Mustafa Amini, er landsmand med Younis og roser kantspilleren til skyerne.
- Marcus Younis er en virkelig dygtig spiller. Da han vendte tilbage til Australien, viste han hvor højt et niveau, han kan præstere på, og han fortjener at få chancen i Brøndby. Jeg håber, han kan kæmpe sig til en plads på holdet og etablere sig som en fast del af truppen. Forhåbentlig får han sit gennembrud, siger han til Campo og fortsætter.
- Nu er han vendt tilbage med en masse selvtillid, og det er godt for ham at tage det næste skridt. Efter min mening var han den bedste spiller i A-League, og der var endda snak om, at han kunne komme med til VM, så jeg tror, han er klar. Han er en spændende spiller, og jeg håber det bedste for ham.
Amini understreger, at skridtet fra den australske til den danske liga er meget stort - og også det dertilhørende pres fra omverdenen. Alligevel var han stor støtte af skiftet, da Younis rejste til Vestegnen sidste sommer.
- Da han skrev under med Brøndby, sagde jeg til ham, at det var den rigtige beslutning at tage til Danmark. Jeg sagde også, at han skulle holde hovedet nede og arbejde benhårdt, fordi det er en stor udfordring.
- Samtidig sagde jeg, han skal nyde det, for Brøndby er en kæmpe klub, og Superligaen er en virkelig stærk liga. Jeg tror, han fik en svær start i klubben, men det var nok det rette for ham at vende hjem på leje og få et kæmpe selvtillidsboost, siger han.
Om Marcus Younis også er i den nye cheftræner, Thomas Nørgaards, planer får vi de første tegn på søndag, hvor Brøndby tager imod Hvidovre IF til første træningskamp denne pre-season.