3POINT
1782208069-file-54.jpg

3Point

Nyheder27. jun. 2026

Muligt skifte til Brøndby? Hyseni er åben for tilbud

Olti Hyseni har gjort sig interessant for andre klubber end Sønderjyske, hvor han er brudt igennem. Han afviser ikke et skifte til Brøndby.

3point person
Adam Emil Mossin27. jun. 2026

Olti Hyseni har tidligt slået igennem i Sønderjyske, hvor han i alderen af blot 18 år har gennemført sin tredje seniorsæson for klubben.

Det har gjort ham interessant for større klubber, og rygterne har gået på, at Brøndby IF kunne være én af dem. Særligt med tanke på, at Thomas Nørgaard tog samme skifte denne sommer.

Til Bold fortæller hovedpersonen selv om interessen, som han blot har kunnet læse sig til. Han har ikke selv hørt fra Brøndby.

- Selvfølgelig har jeg hørt om de rygter. Det er svært ikke at høre det, når alle fra holdet nævner det og snakker om det. Jeg følger selvfølgelig også med på sociale medier, hvor jeg kan se alle de her historier. Men det er jo kun godt, synes jeg.

Han understreger, at det er et bevis på gode præstationer fra ham selv - men også hele Sønderjyske-holdet, der med et mindre budget har kæmpet med om medaljer i mesterskabsspillet i seneste sæson.

- Jo mere af det, desto bedre - både for en selv og for klubben. Det betyder, at der også er andre end Sønderjyske, der kan se, at jeg har gjort det godt. Så jeg betragter det som en succes - både for mig selv og for holdet, fortæller han.

Selv er han ikke i tvivl, om han er klar til at søge videre. Offensivspilleren, der mest har spillet på venstre side, fortæller, at han er klar mentalt til at udfordre sig selv på ny.

- Ja, det gør jeg faktisk. Jeg er modnet meget som både fodboldspiller og menneske. Det, at jeg har boet alene i mange år nu, har gjort, at jeg virkelig er modnet meget - især på det mentale plan.

- Det vigtigste er mennesket uden for banen. Én ting er, at man er fysisk klar - hvilket jeg altid synes, at jeg har været - men det mentale har været det vigtigste for mig.

Netop nu er Hyseni med det danske U/19-landshold til EM i Wales. Det var hér, at Bold fangede spilleren til interview, hvor han bl.a. er holdkammerater med Brøndby-talentet Philip Søndergaard.

Den attenårige spiller er ikke lukket for at tage skridtet videre inden for de danske grænser. Han ser, at der kan være fordel ved at tage mindre skridt op på karrierestigen af gangen.

- Jeg sigter efter et mellem-step. Jeg prøver at spejle mig meget i andre fodboldspillere og deres karrierevalg, beslutninger man skal holde sig fra og sådan noget.

- Der er mange, der allerede fra start prøver at gå efter det højeste niveau, men for mig er spilletid bare det vigtigste, og sådan kommer det også til at være fremadrettet.

Olti Hyseni har i den seneste sæson været nogenlunde fast mand for Sønderjyske. Han har spillet 31 kampe med fem mål og fire assists til følge. Han er startet inde i sytten af kampene.

Han understreger, at han også er klar på at blive i Sønderjyske, hvor han har kontrakt til sommeren 2029. Tidligere på måneden fortalte direktøren for Sønderjyske, at klubben fra Haderslev foretrækker at sælge Hyseni til en klub i udlandet. Det fortalte han til Der Nordschleswiger.

Mest kommenterede nyheder