Mukhtars første mål og ren nedsabling i Aarhus
I årets julekalender tager 3point.dk dig med en tur ned ad Memory Lane, hvor vi kigger nærmere på nogle af de mest legendariske kampe i Brøndby IF’s historie. I

I årets julekalender tager 3point.dk dig med en tur ned ad Memory Lane, hvor vi kigger nærmere på nogle af de mest legendariske kampe i Brøndby IF’s historie. I dag kigger er vi helt fremme i 2016 og ser nærmere på 7-0-sejren over AGF. Brøndby havde taget hul på en forrygende sæson. Det var faktisk nærmest utroligt, det der var sket på så kort tid. Vi er i sommeren 2016. Ind var kommet Alexander Zorniger, tysk disciplin og et presspil, der fuldstændig overrumplede modstanderne. Spillere havde brækket sig efter de hårde træningspas, som næsten altid var dobbelte, og der var ingen tvivl om, at der blæste nye vinde på den københavnske vestegn. Men ville det overhovedet holde? Kunne det give resultater? Nu var det dét, alle var spændte på. Aktion, aktion, aktion Da Alexander Zorniger var blevet præsenteret, var det blandt andet med en video produceret af Brøndby IF, hvor Zorniger udtalte tre ord, der skulle komme til at hæfte sig til ham fremover. - Vores spillestil er ikke aktion, pause, aktion, pause. Det er aktion, aktion, aktion, sagde han. Og det fik fansene og alle andre hurtigt at se. Åbningskampen mod Esbjerg blev one way-traffic og et eksempel på, hvor underholdende Brøndby skulle komme til at spille i den sæson. Det blev ligeledes til europæisk avancement mod VPS Vaasa, Hibernian og Hertha Berlin (mere om den kamp her på siden på søndag). I playoff-kampene ventede så Panathinaikos. Her kom det første reelle bump på vejen, da Brøndby måtte rejse fra Grækenland med et 3-0-nederlag efter en kamp, hvor både Svenn Crone og Frederik Rønnow så rødt og de blågule generelt følte sig bortdømt. Skulle rejse sig mod AGF I fodbold kommer der jo altid en ny kamp, hvor man har mulighed for at rejse sig efter en skuffelse. Det var således også tilfældet for Brøndby, som fik en udekamp mod rivalerne fra AGF til at gøre det i. På papiret en vanskelig udekamp fra Brøndby. Op til kampen var den daværende AGF-træner, Glen Riddersholm, i medierne og sige, at der var meget Brøndby stadig kunne gøre bedre. Det skulle komme til at forfølge ham efter kampen. Vi bringer lige citatet fra Århus Stiftstidende den 16. august 2016 her: - De her øjebliksbilleder, som vi lever i i fodboldens verden, de bliver ofte selvforstærkende. Både når det går godt, og når det går dårligt. Det er vigtigt at se udviklingen i et større perspektiv. Der er sket en masse i de seneste tre år som Alexander Zorniger (cheftræner,red.) har lavet et stykke godt trænerarbejde ovenpå henover opstarten. Han har givet projektet et endnu tydeligere afsæt og retning. Men der er også stadigvæk mange elementer af deres spil, som de kan gøre bedre, synes jeg. Og det er nogle af de små ting, som vi i løbet af ugen skal se, om vi kan udnytte, sagde han til stiften.dk. Udnyttet de små ting, fik AGF i hvert fald ikke, lad det være sagt med det samme. Brøndby stillede op med følgende 11 fra start i Aarhus:Frederik RønnowJohan Larsson - Hjörtur Hermannsson - Benedikt Röcker - Svenn CroneChristian NørgaardLebogang Phiri - Andrew HjulsagerHany MukhtarTeemu Pukki - Kamil WilczekMålene haglede ind Brøndby kom godt fra start i kampen. På en solbeskinnet august-dag i Aarhus, viste Alexander Zornigers tropper, at torsdagens kamp mod Panathinaikos ikke sad i benene. De pressede hjemmeholdet og efter et kvarter fik Teemu Pukki en friløber og blev nedlagt af Dzhamaldin Khodzhaniiazov, der fik direkte rødt. De blågule udnyttede overtallet til at fortsætte dominansen og Kamil Wilczek åbnede ballet med et klassisk Wilczek-mål, inden AGF-spilleren Niklas Backman blev presset til at sende kuglen i eget net. Særligt Andrew Hjulsager og Hany Mukhtar var i spillehumør og med fire minutters mellemrum scorede de begge en drømmekasse, hvor Steffen Rasmussen stod som forstenet i AGF-målet. Det var ren opvisning - og i øvrigt det første mål Mukhtar scorede i Brøndby-trøjen. - Jeg er meget glad for at få scoret mit første mål i Brøndby-trøjen. Det var et godt mål, men det vigtigste var sejren, og det var en god sejr i dag, sagde Mukhtar til brondby.com efter kampen. I anden halvleg fik Brøndby et lidt billigt straffespark, men Teemu Pukki, som var i gang med en fremragende efterårssæson, var ikke sen til at udnytte det. 5-0. Brøndby satte det ene mønsterangreb sammen efter det andet og det gav yderligere to scoringer. En decideret nedsabling af rivalerne fra AGF var en kendsgerning og Brøndby formåede i allerhøjeste grad at rejse sig fra den græske skuffelse tidligere på ugen. Undskyld-brev I Aarhus medførte den store snitter, at truppen sendte et decideret 'Undskyld'-brev til fansene. Faktisk var en stor del af fokus efter kampen på AGF's elendige præstation og det faktum, at de var blevet reduceret til ti mand relativt tidligt i kampen. Men undertegnede vil gerne vove den påstand, at snitteren var blevet stor, om de så havde holdt 11 mand på banen i hele kampen. Brøndby var voldsomt velspillende og AGF kunne ikke finde løsninger på det presspil, de blågule kom med og som var nyt for ligaen for halvandet år siden. 7-0-sejren var en tangering af rekorden før største udesejr i Superligaen, som Brøndby selv havde sat i Esbjerg tilbage i 2002. Kampfakta: AGF - Brøndby 0-7 (0-4) 24. minut: 0-1 Kamil Wilczek 39. minut: 0-2 Niklas Backman (selvmål) 41. minut: 0-3 Andrew Hjulsager 45. minut: 0-4 Hany Mukhtar 47. minut: 0-5 Teemu Pukki (straffe) 63. minut: 0-6 Teemu Pukki 68. minut: 0-7 Andrew Hjulsager Aarhus Stadion Tilskuere: 13.658