Mukhtar taknemmelig for Wilczeks form: Han er bare en målmaskine
Hany Mukhtar har intet andet end roser til overs for holdkammeraten Kamil Wilczek, som han mener fortjente den sejr, holdet søndag aften fik i Aalborg. For fjer

Hany Mukhtar har intet andet end roser til overs for holdkammeraten Kamil Wilczek, som han mener fortjente den sejr, holdet søndag aften fik i Aalborg. For fjerde kamp i træk scorede Kamil Wilczek søndag aften for Brøndby. Med sit tiende sæsonmål gjorde polakken det til 1-0, og holdkammeraterne er vilde med den polakse topscorer. - Det er bare fantastisk. Han er bare en målmaskine. Vi er virkelig glade for at have ham i truppen. Han har gjort det virkelig godt det sidste års tid. Han har udviklet sig så flot, roser Hany Mukhtar overfor 3point.dk. En del af Wilczeks udvikling har været, at han er begyndt at gå forrest, tage ansvar og råbe lidt mere på banen. Det må man gerne, når man spiller sådan, fortæller Mukhtar. - Det er menneskeligt. Hvis man scorer så mange mål, kan man sige hvad man vil. Han er en leder, og han er en, de unge spillere ser op til. Han laver ikke jokes i omklædningsrummet, han er bare virkelig professionel og de unge spillere kan lære meget af ham. Hany Mukhtar, og resten af holdet, er glade for endelig at vinde en Superligakamp igen. Det mener han, at de skyldte Kamil Wilczek. - For en angriber er det vigtigt at score, men hvis man ikke vinder, har man ikke en god følelse efter kampene, så for ham er det også rigtig vigtigt, at vi vinder. Brøndby har først mulighed for at give Wilczek endnu en sejr om 14 dage, når OB efter landskamppausen gæster Brøndby Stadion.