Mukhtar sparet - spilletid til Hermannsson, Ureña og Austin
Hany Mukhtar blev sparet for det tyske U/21-landshold, mens der var spilletid til Hjörtur Hermannsson, Marcos Ureña og Rodolph Austin henholdsvis i går og i nat

Hany Mukhtar blev sparet for det tyske U/21-landshold, mens der var spilletid til Hjörtur Hermannsson, Marcos Ureña og Rodolph Austin henholdsvis i går og i nat. Fredag skrev vi her på 3point.dk om masser af danskere i landsholdsaktion. Vi havde fokus på U/19- og U/21-landsholdet, hvor i alt syv Brøndby-spillere var i aktion, men de var ikke de eneste. Det islandske U/21-landshold spiller ligesom Danmark for at komme med til EM. Her var Hjörtur Hermannsson med fra start og han kunne se sit hold sikre sig en 1-0-sejr på udebane mod Nordirland på et sent mål i det 87. minut. Brøndby-forsvareren spillede fuld tid. Island ligger nummer to i sin gruppe, to point efter Frankrig på førstepladsen. Rodolph Austin startede på bænken for Jamaica, som mødte Panama i VM-kvalifikationen CONCACAF. Det blev til et 2-0-nederlag til Reggae Boys og Austin blev skiftet ind, da der var spillet 52 minutter.
Mukhtar sparet
Hany Mukhtar har imponeret i sin første tid i Brøndby og det kastede en flot udtagelse til det tyske U/21-landshold af sig. Fredag aften skulle de spille venskabskamp mod Slovakiet, men det blev ikke til spilletid for Mukhtar, som blev sparet på grund af muskulære problemer. Det blev i øvrigt til en tysk sejr på 3-0. På tirsdag er det så alvor, når Tyskland møder Finland i EM-kvalifikationen. Den sidste udenlandske Brøndby-spiller i aktion i løbet af fredag og natten til lørdag, er Marcos Ureña. Det costaricanske landshold betyder meget for angriberen, som startede på banen mod Haiti. Brøndby-angriberen blev skiftet ud efter 55 minutters spil, og fra bænken kunne han se Randall Azofeifa score til 1-0 og sikre Costa Rica sejren i VM-kvalifikationen CONCACAF.