Mukhtar-scoring dybt inde i overtiden sætter fantastisk punktum for vanvittig Brøndby-sejr i Silkeborg
Silkeborg sprudlede og Robert Skov tryllede, men det var Brøndby som tog de tre point efter mål fra Teemu Pukki og Kamil Wilczek og slutteligt Hany Mukhtar var

Silkeborg sprudlede og Robert Skov tryllede, men det var Brøndby som tog de tre point efter mål fra Teemu Pukki og Kamil Wilczek og slutteligt Hany Mukhtar var nok til at vende 1-0 til 1-3. Brøndby vandt her til aften 3-1, men det var Silkeborg, som kom bedst fra start, hvor særligt Gustaf Nilsson ad flere omgange viste sig fint frem. Langsomt kom Brøndby dog bedre med og efter et kvarter fik Brøndby netmaskerne til at blafre. Teemu Pukki satte smukt sidste fod på et flot Brøndby-angreb, da han blev spillet helt fri foran mål. Hany Mukhtar blev dog fløjtet for offside, da han blev spillet fri i højre side af Kamil Wilczek. Jung blev FLÅET efter 29 minutter Generelt fik Silkeborg mange gode angreb i højreside, hvor Anthony Jung blev overspillet af Robert Skov. Flere gange var tyskeren i problemer, og han fik også tidligt raget et gult kort til sig, hvorfor Svenn Crone allerede efter 20 minutter blev bedt om at varme op. Silkeborg bekræftede også over for TV3+, at de havde sat deres spil op efter, at der ville være muligheder i Brøndbys venstreside. Efter 29 minutter havde Alexander Zorniger så fået nok, og Jung blev erstattet af Svenn Crone. Silkeborg havde svært ved at komme frem til helt åbne chancer, men flere gange farlige omkring Brøndbys felt. Johan Larsson måtte cleare et farligt indlæg ved bagerste stolpe, som gik over Frederik Rønnow. Og generelt var Silkeborg som en flok aggresive bier, og Brøndbys felt var bikuben i den periode af kampen. Særligt Robert Skov viste, at han er Silkeborgs driblekonge, og han skar igennem Brøndbys forsvar som en varm kniv gennem en smør, som har stået ude i et par timer. Crone svigtede ved dødbold Tre minutter efter at Svenn Crone havde erstattet Anthony Jung, så fortrød Alexander Zorniger muligvis den beslutning. Backen stod nemlig på flade fødder ved bagerste stolpe og lod Davit Skhirtladze heade Silkeborg i front efter et godt sparket hjørne. Helt fortjent føring til hjemmeholdet, som kunne det hele i den periode. Davit Skhirtladze havde sågår overskud til lige at tage tre hurtige på foden foran Benedikt Röcker inden han eksperede bolden videre til en ny chance til hjemmeholdet. Alexander Zorniger foretog sig efter scoringen endnu en taktisk ændring, da Simon Tibbling blev trukket ned på den defensive midtbane ved siden af Christian Nørgaard, da de blå/gule simpelthen var blevet overløbet. Brøndbys helt store problem var Robert Skov, som denne kolde dag i slutningen af november til tider mindede om et elskovsbarn mellem Lionel Messi og Nadia Nadim. Den danske Maradona tryllede, men fodbold er et finurligt spil Faktisk var det præcis som at se Diego Maradona lime bolden fast til foden og så løbe slalom gennem Englands forsvar i 1986, da Robert Skov i det 43. minut afdriblede hele Brøndbys forsvar. Én efter én faldt de blå/gule spillere og til sidst blev bolden sendt i mål via Gustaf Nilsson. Brøndby spilleren stod dog heldigvis for Brøndby offside. Fodbold er fodbold, og derfor rendte Brøndby naturligvis op og udlignede otte sekunder senere. Hany Mukthar splittede Silkeborgs forsvar ad med en fantastisk aflevering, og alene med keeperen sendte Teemu Pukki bolden i kassen via Simon Jakobsens fod. Hamrende ufortjent, hvilket Johan Larsson også anerkendte i pausen, hvor han til TV3+ udtalte, at det var den dårligste første halvleg, som Brøndby måske nogensinde havde spillet. Zorniger havde talt med store bogstaver i pausen At fodbold er et absurd spil fik vi bevis på efter pausen. Der var nemlig kun gået to minutter, og så førte Brøndby IF. Efter en erobring af Svenn Crone fik Brøndby kombineret godt og Christian Nørgaard løftede slutteligt bolden over til en fri Kamil Wilczek, der i højre side af feltet ikke viste nogen nåde og sendte kuglen i kassen. Faktisk kunne og burde Brøndby have ført med mere kort efter, da Teemu Pukki først drejede rundt og sendte bolden over mål fra kanten af det lille felt og Svenn Crone kort efter brændte på keeperen, da han var alene igennem. De blå/gule var som forvandlede, og mon ikke Alexander Zorniger havde talt med enddog rigtig store bogstaver i pausen? Brøndby lukkede den til sidst efter kaotisk afslutning Med lidt over et kvarter igen kom Lasse Vigen ind og Brøndby gik over til en flad 4-4-2. Martin Retov var igennem hos TV3+ og forklarede, at Brøndby gik efter den omstilling, som kunne afgøre kampen. Brøndby var flere gange tæt på, og Robert Skov begik også et straffespark på Teemu Pukki kort før tid, som ikke blev fløjtet, inden han selv var tæt på i den anden ende. En fantastisk kamp fik også et vildt punktum, da Silkeborg havde keeperen med i feltet, og der blev skreget om straffespark. I stedet fik Brøndby dog den eftertragtede omstilling, og her var Lasse Vigen kølig, da han spillede Hany Mukhtar fri. Tyskeren hamrede bolden i nettaget og så kunne Brøndby tage bussen tilbage til Vestegnen med alle tre point efter at have været udspillet i første halvleg.