Mukhtar opsat på at slutte godt af: Taknemmelig for fansenes støtte
Hany Mukhtar skifter til vinter til MLS og Nashville SC. Han er opsat på at slutte godt af i Brøndby IF, hvor han særligt gerne vil betale klubbens fans tilbage

Hany Mukhtar skifter til vinter til MLS og Nashville SC. Han er opsat på at slutte godt af i Brøndby IF, hvor han særligt gerne vil betale klubbens fans tilbage, som har støttet ham. Hany Mukhtar kom i 2016 til Brøndby på leje fra Benfica, og den tyske kreatør blev siden købt fri. Til vinter skal han til Nashville SC, da MLS-klubben har købt ham, og Mukhtar vil gerne slutte godt af i Brøndby. - Jeg har haft nogle rigtig gode år og en god tid her i klubben, så jeg vil selvfølgelig gerne slutte godt af. Det er ikke noget, jeg bare siger. Jeg mener det. Jeg vil slutte godt af her og gøre mit bedste, udtaler han til 3point.dk og fortsætter; - Det er altid bedst, hvis man kan slutte godt af. Det vil jeg gerne. Jeg vil præstere på mit højeste niveau og give holdet noget. Vi er i en læreproces og en svær situation, men jeg har været her i tre år nu og har lidt erfaring i, hvordan vi kommer ud af det igen. Læs også: Mukhtar: Jeg spiller nok søndag Mukhtar er populær på den københavnske Vestegn, og i forbindelse med skiftet til USA har mange Brøndby-fans brugt de sociale medier til at give udtryk for, hvor glade de har været for midtbanespilleren. Og tyskeren udelukker ikke et comeback. - Jeg har været overrasket over det. Men fansene har virkelig respekteret mit skifte og det er jeg taknemmelig for. Jeg har et særligt forhold til fansene. Det er en fornøjelse for mig og man ved aldrig i fodbold. Man ved aldrig, hvor man ender i sin karriere, slutter Hany Mukhtar. Brøndby spiller søndag mod FC Nordsjælland. En kamp, hvor Mukhtar regner med spilletid.