3POINT
Nyheder5. sep. 2017

Mukhtar og Vigen nettede i reservederby-nederlag

Brøndby tabte reservederbyet med 3-2 til FC København. Mukhtar og Vigen stod for Brøndby-målene i en underholdende kamp, hvor Brøndby fik givet minutter til en

3point person
3point.dk5. sep. 2017

Brøndby tabte reservederbyet med 3-2 til FC København. Mukhtar og Vigen stod for Brøndby-målene i en underholdende kamp, hvor Brøndby fik givet minutter til en masse unge spillere. Tirsdag eftermiddag var der lidt til at dulme Superliga-abstinenserne. Brøndby og FC København tørnede sammen i Reserveligaen og på grund af landskampspausen og de manglende kampe, kunne begge mandskaber stille potent op. FCK stillede med spillere som Pierre Bengtsson, Nicolai Boilesen, Nicolaj Thomsen, Kasper Kusk, Uros Matic, Martin Pusic og Youssef Toutouh. Brøndby stillede til kampen med følgende 11:Benjamin Bellot Gregers Arndal-Lauritzen - Mads Juel Andersen - Benedikt Röcker - Anthony Jung Lasse Vigen Simon Tibbling - Kasper Fisker Hany Mukhtar Andreas Bruus - Kevin MensahMukhtar med overliggerdrøn og venstrebenshug Første halvleg blev en ganske underholdende affære med fire mål til følge. Faktisk havde Brøndby bolden i nettet efter bare fem minutter, men målet blev underkendt for offside. Hany Mukhtar sendte bolden til Kasper Fisker i en smart hjørnesparkskombination. Fisker driblede sig ind i feltet og bolden blev sendt i nettet, men der var offside på midtbanespilleren. Hany Mukhtar var i spillehumør og var tæt på at bringe de gulblusede foran, da han udefra hamrede bolden på undersiden af overliggeren. Dommeren vurderede, at bolden ikke var inde. Kevin Mensah fulgte op på returen og sendte den i mål, men var offside. Brøndby spillede sig til endnu en god mulighed kort efter. Mukhtar og Lasse Vigen fandt hinanden godt og Vigen sendte en bold i dybden til Mensah, men hans afslutning sneg sig forbi mål. I stedet blev det 1-0 til FCK i den anden ende. Simon Tibbling hægtede Rasmus Falk bagfra i feltet og dommeren pegede på pletten. Kasper Kusk omsatte straffesparket til mål. Kort efter burde Toutouh have øget hjemmeholdets føring. Han fik en kæmpechance efter gode kombinationer af Thomsen, Kusk og Falk. Helt fri bagerst i feltet skulle han bare ramme et åbent mål, men skød forbi. Men det lykkedes Brøndby at komme på 1-1. Hany Mukhtar var virkelig livlig på Brøndby-midtbanen og han kom på skudhold på kanten af feltet. Her hakkede han til bolden med sit venstreben, som ikke er hans foretrukne. Bolden strøg i mål i det lange hjørne, hvor en stillestående Stephan Andersen så til. Vigen-kasse og velspillende backs Anthony Jung spillede en god kamp mod Lyngby i seneste reserveholdskamp og tyskeren fortsatte de glimrende takter mod FCK. Han var ikke lige så iøjnefaldende, men leverede en stabil indsats i første halvleg. I den anden side spillede Gregers Arndal-Lauritzen og han imponerede i sin 'forkerte' side. Han gjorde sig hele tiden spilbar og leverede flere gode offensive aktioner, både med venstre- og højrebenet. FCK bragte sig foran 2-1 ved Martin Pusic, da han stangede et indlæg fra Pierre Bentsson i nettet. I den anden ende skabte Brøndby en stor mulighed efter en omstilling. Hany Mukhtar erobrede efter en FCK-dødbold og satte fart. Han fandt Mensah i dybden, som lagde en god tværaflevering ind i feltet, men bolden hoppede forbi to gule og det gled ud i sandet. Hany Mukhtar var generelt blandt Brøndbys bedste i første halvleg. Han var løbestærk, kombinationsstærk, god i presset og afslutningslysten. Inden pausen gjorde Brøndby det til 2-2. Denne gang var det en også velspillende Lasse Vigen, der kom på måltavlen. Efter et fint Brøndby-angreb, trak han forbi et par FCK'ere og afsluttede fra kanten af feltet. Gode præstationer af unge spillere Brøndby lavede tre ændringer fra anden halvlegs start. Mukhtar, Vigen og Fisker gik ud og ind kom tre unge talenter i form af Filip Blazek, Morten Frendrup og Andreas Pyndt. Simon Tibbling blev også skiftet ud undervejs i anden halvleg, hvor Brøndby spillede med flere og flere unge spillere på banen. Tibbling havde leveret godt løbearbejde i kampen og havde flere gode aktioner med bolden, men også fejl i afspil og afleveringer undervejs. Ligner dog en mand, som kommer i bedre og bedre kampform. På den centrale midtbane må fremhæves indskiftede Morten Frendrup på 16 år. Han var også med Superliga-truppen på træningslejr i Østrig denne sommer og det er let at se, hvad Alexander Zorniger ser i den unge mand. Han fylder ikke meget rent fysisk, men det kompenserer han for med et fremragende overblik, gode positioneringer og gode beslutninger både med og uden bold. Anden halvleg blev langt mere chancefattig end første, men set med blågule briller var det positivt at se, at Brøndby formåede at være rigtig godt med, selv da hele holdet primært bestod af U-spillere og FCK stadig havde spillere som Boilesen, Amankwaa, Ankersen, Falk, Thomsen og Kusk på banen. Frendrup var tættest på i anden halvleg, da han trykkede af fra kanten af feltet, men måtte se sit glimrende forsøg tage overliggeren. U/19-angriberen August Vitus Frandsen havde også et potent forsøg efter en omstilling, men denne gang fik Stephan Andersen pareret forsøget. En mand i undertal Brøndby måtte spille kampen til ende med ti mand, da Benedikt Röcker med lidt mere end ti minutter tilbage af kampen, måtte udgå. Den tyske stopper tog sig til baglåret. Han har karantæne på søndag mod OB. Benjamin Bellot bar anførerbindet for Brøndby til sidst, hvilket også vidnede om de mange unge spillere på banen hos de blågule. Der stod mere og mere FCK på tingene til sidst og det gav også pote til sidst. Bolden havnede hos Uros Matic på kanten af feltet og han sparkede FCK på 3-2 på et fint langskud. Carlo Holse fik en god mulighed for at udbygge føringen med få minutter igen, men Benjamin Bellot, som generelt leverede en fin kamp, kom godt ud og fik blokeret skuddet. Det endte derfor med en sejr på 3-2 til FCK, men det generelle indtryk fra Brøndby i første halvleg var rigtig godt, og selvom det endte med en FCK-sejr til sidst, gjorde de meget unge Brøndby-spillere også en god figur i anden halvleg mod et noget mere rutineret FCK-mandskab.

Mest kommenterede nyheder