3POINT
Nyheder7. feb. 2020

Mraz og Tibbling sikrede Brøndby sejr over tjekkisk storhold

Brøndby vandt fredag bronze ved Atlantic Cup efter en sejr over det tjekkiske storhold Slavia Prag. Samuel Mraz fik indstillet sigtekornet og blev matchvinder.

3point person
3point.dk7. feb. 2020

Brøndby vandt fredag bronze ved Atlantic Cup efter en sejr over det tjekkiske storhold Slavia Prag. Samuel Mraz fik indstillet sigtekornet og blev matchvinder. Indskiftede Simon Tibbling kom også på tavlen FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Med en sejr over Norrköping og et knebent nederlag til Astana, skulle Brøndby spille om tredjepladsen ved Atlantic Cup i Portugal. Kampen stod mod det tjekkiske Champions League-mandskab Slavia Prag, men det var nu ikke til at se, at tjekkerne har vind i sejlene i både den hjemlige liga og i Europa. Brøndby var nemlig det bedste mandskab i store dele af kampen. Slavia Prag startede ganske vist kampen bedst, men efter godt og vel ti minutter stod det klart, at de fik svært ved at spille sig igennem Brøndbys defensiv, som stod virkelig, virkelig solidt. Med en Maxsø i midten, der holdt overblikket, og Sigurd Rosted og Anthony Jung på de to yderpladser i det centrale forsvar, holdt Brøndby de tjekkiske storhold nede på blot to afslutninger i første halvleg - et fesent hovedstød og et langskud, der gik langt, langt forbi mål. Tjekkerne havde bolden meget, men kun på de områder af banen, hvor Brøndby tillod det. Presset sad rigtig godt fra Brøndbys side, og lige så snart tjekkerne nærmede sig, blev bolden erobret og så gik det hurtigt den anden vej. Ikke mindst gennem midten, hvor de tre startere - Vigen, Frendrup og Slimane - spillede en voldsomt stærk første halvleg, offensivt såvel som defensivt. Men alt hvad der fungerede blandt de bagerste ni, blev til gengæld formøblet skidt af de forreste to før pausen. Brøndby spillede sig faktisk til flere store chancer, men ingen af dem blev udnyttet. Værst så det ud for Samuel Mraz, som reelt kunne have scoret hattrick. Først da Kevin Mensah sendte ham fri med en høj bold, som han ikke fik under kontrol, senere med to friløbere, som han sendte hhv. direkte i fødderne på keeperen og lige udenom mål. Simon Hedlund var mere med i spillet, men også han burde have scoret, da han fik en flot aflevering fra Mraz. Hedlund valgte at forsøge at drible udenom målmanden, men trækket blev for langt og den tjekkiske anfører kom ned og fik afværget. Derfor gik de to hold til pause med 0-0, selvom Brøndby var klart stærkest. Men der må være talt med alvorsord i pausen, for der gik blot seks minutter fra anden halvlegs start, til Mraz havde scoret. Endda efter et fremragende angreb. Sigurd Rosted - som var en af banens bedste spillere - lagde en sukkerbold til Jens Martin Gammelby, som forsøgte sig med det flade indlæg. Anis Slimane var løbet med i feltet og hoppede over bolden, hvilket gav en helt fri chance til Mraz, som denne gang var sikkerheden selv. Generelt virkede anden halvleg mere opløftende fra Mraz' side. Han pressede bedre og indgik mere i spillet. Måske målet har fået rykket ved selvtilliden hos slovakken? Målet dræbte en del af spændingen i kampen. Tjekkerne fortsatte med at køre bolden rundt, men Brøndby jagtede ikke på samme måde mulighederne i omstillingerne, og dermed blev chancerne meget færre. Der skulle dog komme et mål i slutminutterne også. Indskiftede Simon Tibbling, der havde erstattet Lasse Vigen, satte en stor chance op til Simon Hedlund. Hedlunds afslutning blev dog reddet, men Tibbling samlede selv returen op og sendte den i nettet. 2-0 blev kampens resultat, og det var en mere end fortjent sejr til et Brøndby-hold, som var bedst over det meste af banen.

Mest kommenterede nyheder