Motiveret Borring: Der bliver kamp om pladserne
Jonas Borring glæder sig til at få debut på Brøndby Stadion og er meget motiveret. Der bliver kamp om pladserne, men det er kun sundt, siger han. Pre-season er

Jonas Borring glæder sig til at få debut på Brøndby Stadion og er meget motiveret. Der bliver kamp om pladserne, men det er kun sundt, siger han. Pre-season er i fuld gang frem mod den kommende sæson for Brøndby-spillernes vedkommende. 31-årige Jonas Borring er nu spilleberettiget siden skiftet i foråret og han føler, at han står fint i forhold til spilletid. Men der bliver kamp om pladserne og det er sundt, mener han. - Jeg føler jeg står fint. Jeg er kommet til Brøndby for at spille, men det er også klart, at i en klub som her er der stor konkurrence. Det skal der også være. Vi har nogle virkelig dygtige kantspillere og det gør bare, at man bliver presset og ved, at man bare skal være der. Der bliver kamp om pladserne, siger han til 3point.dk. På kantpositionerne kan Alexander Zorniger vælge mellem flere forskellige typer spillere som ud over Borring er David Boysen, Andrew Hjulsager, Rezan Corlu og Christian 'Greko' Jakobsen. - Det er vigtigt at have forskellige typer i en trup. Men jeg har så stor tro på mig selv, at jeg selvfølgelig mener, at det er mig, der skal spille. Det mener de andre også at de skal, men det er fint, at der er den konkurrence og at man kan presse hinanden.
Ekstraordinære kvaliteter
Jonas Borring har fået trøje nummer 11 i Brøndby, men det ligger der ikke noget særligt til grund for. Han er sikker på, at han nok skal blive en gevinst for holdet - nummer 11 eller ej. - Jeg synes nummer 11 passer godt til mig, og det er et nummer, jeg aldrig har spillet i før. Men det er bare et nummer. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få en stor betydning for holdet og en stor betydning for fansene. Jeg er villig til at give mig hundrede procent hver eneste gang og så synes jeg selv, at jeg har nogle ekstraordinære kvaliteter, der gerne skulle komme til gavn og hjælpe holdet. Borrings forgænger i nummer 11, Johan Elmander, er et af de store navne, der sammen med spillere som Daniel Agger og Riza Durmisi, har forladt klubben. Men Borring ser stadig en stærk Brøndby-trup. - Selvom der er smuttet et par rimelig store navne, synes jeg stadig at truppen er rigtig stærk. Der kommer formentlig også nogle forstærkninger. Så jeg er fortrøstningsfuld og tror på, at vi nok skal få en god start. [caption id="attachment_15393" align="alignnone" width="620"] Jonas Borring i reserveholdskamp i Esbjerg.[/caption] Og så håber han på en god start modsat de senere år, hvor Brøndby er kommet skidt i gang. Det vil også få flere mennesker på stadion. - Hvis vi får en god start, kan det også være medvirkende til at der kommer flere og flere på stadion. Vi har også rigtig meget brug for den opbakning, for det er nyt det hele for os spillere, så opbakningen er vigtig i forhold til at få det nye implementeret og udført. - Men jeg tror, at folk vil synes det er interessant at komme på Brøndby Stadion, når de kan se hvor mange meter, der bliver løbet. Jeg håber selvfølgelig, at der kommer en masse mennesker. Brøndby Stadion har altid været kendt for at have mange tilskuere og en sindssyg stemning, så det håber jeg fortsætter.
Bliver specielt at opleve
Snakken falder på Brøndby Stadion og det er til at mærke på Jonas Borring, at det er vigtigt for ham. Han glæder sig helt enormt til at få lov til at spille sin første hjemmekamp foran de blågule fans. - Jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg har haft gode oplevelser som udehold, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det bliver som hjemmehold. At have den opbakning... det glæder jeg mig til. - Det bliver mega fedt og jeg er sikker på, at det bliver en dag man aldrig glemmer. Man kan ikke tale med om det, før man har prøvet det. Det er bare noget specielt. Det har det i hvert fald været for de spillere jeg har kendt, som har spillet i Brøndby. Det er jo bare specielt, når der pludselig står et hav af mennesker nede bag det ene mål. I nogle af de andre klubber jeg har været i, har det været begrænset, hvor mange der har været. Så det bliver specielt og en kæmpe oplevelse. Borrings mulighed for første officielle hjemmekamp bliver i returopgøret mod Valur Reykjavik.