Modnet Boysen: Alle kan blive klogere
David Boysen er nu i Brøndby efter to succesfulde sæsoner i Lyngby. Det er en klogere spiller der kommer til Brøndby, blandt andet efter et fejcastet ophold i V

David Boysen er nu i Brøndby efter to succesfulde sæsoner i Lyngby. Det er en klogere spiller der kommer til Brøndby, blandt andet efter et fejcastet ophold i Viborg. Brøndby har hentet 24-årige David Boysen i Lyngby, hvor han i de seneste to sæsoner er blevet kåret som ligaens profil. Men inden tilbagekomsten til Lyngby havde Boysen også et kort ophold i Viborg, hvor han prøvede kræfter med Superligaen. Det blev imidlertid ingen dans på roser, men det var der flere grunde til, fortæller Boysen efter ankomsten til Brøndby: - Vi kan alle sammen blive klogere. Det valg jeg tog spillestilsmæssigt i Viborg var fejlcastet, og det var der mange forskellige årsager til. Men det tager jeg på min kappe. - Jeg er blevet klogere, og siden jeg kom hjem fra Viborg, har jeg næsten kun haft succes. Jeg tror aldrig jeg har været mere moden som fodboldspiller og som menneske end lige nu, så jeg er meget selvsikker i forhold til det jeg skal ud i. Men jeg er samtidig også ydmyg i forhold til at lære tingene at kende her i Brøndby.
Vil lade fødderne tale
Han giver derfor ikke meget for de kritiske røster, der har stillet spørgsmålstegn ved om han kan klare presset i Brøndby. - Jeg har tænkt mig at lade fødderne tale. Jeg har tanket en masse selvtillid i de sidste to år og scoret en masse mål på det niveau jeg spillede på. - Jeg føler det er fuldt fortjent, at jeg nu tager skridtet videre. At jeg kan få lov at tage skridtet herude, er jeg kun glad og stolt over. Det viser også, at der er folk der tror på mig her. Jeg har bare tænkt mig at bevise, at jeg er god nok. David Boysen rejser nu på træningslejr med resten af Brøndby-truppen i Portugal, hvor de skal deltage i Atlantic Cup.