Mini: Det var en fed fornemmelse
Torsdag fik U/17-spilleren Jonas "Mini" Madsen debut på Brøndbys hold i U/19-Ligaen og fejrede det med en pointgivende scoring i overtiden. Det var en fed forne

Torsdag fik U/17-spilleren Jonas "Mini" Madsen debut på Brøndbys hold i U/19-Ligaen og fejrede det med en pointgivende scoring i overtiden. Det var en fed fornemmelse ifølge hovedpersonen selv. Da Jonas "Mini" Madsen blev skiftet ind for Brøndby IF i 82. minut under torsdagens U/19-derby, var der tale om debut i U/19-Ligaen for U/17-spilleren. Mini, som han kaldes på Vestegnen, fejrede sin debut med det udlignende mål dybt inde i dommerens tillægstid. - Det var en fed fornemmelse og en dejlig følelse. Det var selvfølgelig ekstra dejligt at kunne score mod FCK, og sikre et point i min ligadebut. Alle arbejder hårdt hele vejen rundt, og mange går ned med krampe. Det viser noget om, hvor hårdt vi arbejder i dag (i går, red.), siger Jonas "Mini" Madsen til D’ BOLD.
Der er ikke så meget pis med ham
I løbet af sæsonen har Mini også fået en del spilletid i Reserveligaen, og Brøndbys vikarierende U/19-træner - mens Auri Skarbalius har haft ansvaret for klubbens Superliga-mandskab - Frederik Birk var da også helt rolig ved at sende debutanten på banen. - Man ved, hvad man får med Mini. Han er en aggressiv og arbejdsom type, der bare går ud over stepperne, så der er ikke så meget pis med ham. Uanset hvor man smider Mini hen, så går han bare til stålet, og løber ind i dem uanset, hvor store de er, siger Frederik Birk. I næste sæson bliver Jonas "Mini" Madsen en fast del af den bedste U/19-trup i Brøndby IF.