3POINT
Mileta Rajovic, 2018

Mikkel Joh / Joh-Foto

Nyheder1. sep. 2024

Mileta Rajovic præsenteret i Brøndby

Nu er det officielt – Mileta Rajovic er ny spiller på Vestegnen. Den tidligere Masterclass-angriber kommer på en lejeaftale for Watford.

3point person
Anders Villaume Vestergaard1. sep. 2024

Rygterne startede tidligt på aftenen, og nu er det endelig officielt.

Brøndby IF henter Mileta Rajovic på en lejeaftale for resten af sæsonen. Det bekræfter Brøndby på klubbens hjemmeside.

Dermed får Brøndby fat i den 25-årige Watford-angriber, der i seneste sæson scorede 10 mål for Championship-klubben. 

En lejeaftale, som fodbolddirektør Carsten V. Jensen er glad for. Det fortæller han til klubbens hjemmeside. 

– Vi er meget glade for, at Mileta bliver en del af truppen. Mileta har som mange andre fodboldspillere mødt noget modstand undervejs i sin karriere og taget en omvej for at komme hertil. Men upåagtet af hvad der har mødt ham, så har han knoklet på og udvist en stærk mentalitet, og uanset hvor han har spillet, så har han vist, at han kan score mål. De seneste par år er det så blevet masser af mål først i Kalmar og efterfølgende i Watford, så vi ser derfor frem til at få glæde af hans kvaliteter i vores offensiv.

Mileta Rajovic ser selv frem til at spille på Brøndbys førstehold. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger han. 

– Det er selvfølgelig specielt at skifte tilbage til den klub, som jeg har været i som ungdomsspiller. Jeg startede i Brøndby IF som 11-årig og skiftede så væk som anden års U19, så det er selvfølgelig stort for mig at komme tilbage hertil, selvom jeg har taget en anden vej ind på Superliga-holdet. Dengang som ungdomsspiller, kan jeg huske, at man kiggede op på Brøndby Stadion, når man gik ud til træning, så det at skulle spille derinde nu er jo noget, jeg har drømt om som ung spiller i Masterclass, siger Rajovic til Brondby.com.

Mileta Rajovic har en fortid i Brøndbys ungdomssystem, hvor den 25-årige danske bomber senest i 2018 spillede for de blå/gules U19-hold, inden han skiftede til B.93. 

 

Mest kommenterede nyheder