3POINT
Nyheder26. apr. 2018

Mikkel Eslund: Meget at bevise mod FCM

Stamspiller på Brøndbys bedste U/17-hold Mikkel Eslund opfordrer folk til at kigge forbi bane 2 her til eftermiddag inden pokalbraget senere inde på Brøndby Sta

3point person
3point.dk26. apr. 2018

Stamspiller på Brøndbys bedste U/17-hold Mikkel Eslund opfordrer folk til at kigge forbi bane 2 her til eftermiddag inden pokalbraget senere inde på Brøndby Stadion. Brøndby IF og FC Midtjylland mødes i U/17-Ligaen kl. 16:00. Som en slags forkamp til pokalsemifinalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland torsdag aften på Brøndby Stadion mødes de samme to kombattanter allerede kl 16:00 på bane 2 i Brøndby. Det gælder en kamp i U/17-Ligaen, hvor der altid er ekstra prestige forbundet med opgør mellem lige præcis de to. En af stamspillerne på Brøndby-holdet ser da også frem til kampen. - FCM er et rigtig stærkt hold, og vi har meget at få revancheret i forhold til vores foregående kamp. Så jeg regner med, at det bliver en rigtig fed kamp, hvor der bliver gået til den og spillet flot fodbold. For vi har rigtig meget at skulle have bevist, siger Mikkel Eslund til 3point.dk med henvisning til kampen mod HB Køge i lørdags. Det er altid fantastisk at spille på bane 2 Opgøret mod FC Midtjylland er samtidig første gang i 2018, at Brøndbys U/17-hold kommer til at spille på bane 2, og med aftenens pokalbrag in mente kan der måske ventes en hel del flere tilskuere end vanligt til den slags kampe. - Det er altid fantastisk at spille på bane 2. Det er den bane, man altid har set frem til at spille på, så nu at have den at spille på hver anden weekend er skønt. Det vil betyde rigtig meget for holdet, hvis der er mange tilskuere, der tager forbi bane 2, inden de skal på stadion. Så det vil jeg helt klart opfordre folk til. Det skal nok blive en fantastisk kamp, slår Mikkel Eslund, der er en ægte Brøndby-dreng, fast. Har altid drømt om at spille foran Danmarks bedste fans - For mig selv er det sådan nogen kampe, jeg ser rigtig meget frem til. Lige siden jeg startede her i klubben som helt lille, har jeg drømt om at spille foran Danmarks bedste fans på Brøndby Stadion. Så det vil være en kæmpe fornøjelse, hvis der kommer mange tilskuere på lægterne og synger for klubben, slutter det alsidige Brøndby-talent. Hele familien Eslund har sin gang i Brøndby IF, hvor storebror Mads blandt andet spiller på klubbens hold i U/19-Ligaen. Mikkel Eslund, der er årgang 2001, har også været inde omkring de danske U-landshold, men står blot noteret for en enkelt uofficiel kamp på U/16-landsholdet.

Mest kommenterede nyheder