Mike Jensen: Når Per Nielsen snakkede, lyttede man
Mike Jensen fortæller i et længere interview med bold.dk om sine tidlige år i Brøndby IF, hvor spillere som Per Nielsen var med til at tage hånd om de unge. Og

Mike Jensen fortæller i et længere interview med bold.dk om sine tidlige år i Brøndby IF, hvor spillere som Per Nielsen var med til at tage hånd om de unge. Og når Per Nielsen snakkede, lyttede man, fortæller Jensen blandt andet. Nu 29-årige Mike Jensen blev i sommeren 2006 rykket op i seniortruppen i Brøndby IF. Her rykkede han op til ældre spillere og profiler som Per Nielsen, Kim Daugaard og Ruben Bagger. Mike Jensen åbner op i et stort interview med bold.dk, som du kan læse i sin fulde længe her (første del), og fortæller blandt andet hvordan det var at rykke op på Brøndbys bedste mandskab. - Man skal være ydmyg, når man kommer op i førsteholdstruppen, og jeg føler egentlig også, at jeg var ydmyg nok, men samtidig havde jeg nogle gange lidt svært ved at tøjle mit temperament på træningsbanen, fortæller Mike Jensen til bold.dk. - Jeg vil ikke mene, at det blev et decideret problem. Der var nogle enkelte episoder, men jeg havde et godt forhold til truppens ledere - folk som Per Nielsen, Thomas Rytter, Thomas Rasmussen, Kim Daugaard, Ruben Bagger, og hvem der ellers var der. De ældre, rutinerede kræfter var gode til at tage hånd om de unge spillere som Mike Jensen og Martin Spelmann, der rykkede op samme sommer. Jensen fremhæver Per Nielsen som var en type, man lyttede til, når han åbnede munden. - Efter træningerne var de gode til at snakke med os og lave sjov med os, og på den måde følte man sig hurtigt som en del af holdet. Man kunne måske frygte, at man ville blive lidt ignoreret, når man kom op på holdet, men sådan var det slet ikke her, og jeg vil altid huske, hvor gode de var til at tage sig af os. - En type som Per Nielsen er ikke én, som råber meget højt. Han blev aldrig rigtig sur, og han var heller aldrig rigtig glad, men var altid bare stille og rolig. Han talte bare med os og var god til at give gode råd, og når han snakkede, så lyttede man. Mike Jensen nåede at spille 153 kampe for Brøndby IF, inden han permanent forlod klubben, for at skifte til Rosenborg, hvor han nyder stor succes.