Mike Jensen: Har fået en vis status i Rosenborg
I anden del af interviewet med Mike Jensen handler det om Rosenborg. Den tidligere Brøndby-spiller er ikke meget for at erkende, at han er en stjerne, men han v

I anden del af interviewet med Mike Jensen handler det om Rosenborg. Den tidligere Brøndby-spiller er ikke meget for at erkende, at han er en stjerne, men han vil dog stå ved, at han har fået en vis status. Vi er nået til anden af fire dele af 3point.dk's store interview med Mike Jensen. I dette afsnit omhandler det Rosenborg, hvor den tidligere Brøndby-spiller er blevet en stjerne. Det er den populære dansker dog ikke meget for at sige selv. - Ja, jo. Det ved jeg ikke om man kan sige. Vi har et godt kollektiv synes jeg, og jeg synes stadig, at når jeg fortæller om mig selv, at jeg gerne vil fortælle, at jeg egentlig er en holdspiller og en spiller i maskinrummet. Men det er klart, at det som folk lægger mærke til i fodbold er mål og assists, og når man laver mange af dem, så bliver der lagt lidt mere fokus på én og i nogens øjne bliver man så en stjernespiller. Sidste år kan man vel godt sige, at jeg var en stjernespiller, men det var på et meget velfungerende hold, hvor jeg bare udfyldte min rolle, udtaler han til 3point.dk - Det er en naturlig del af et fodboldhold, at den måde man rykker sig på i hierarkiet er ved at levere til træning og kamp og gøre det over en længere periode. Jeg har været stabil i mine præstationer, og folk kan stole på, at jeg leverer hver gang. Når man er det, så får man en vis status i gruppen, hvor folk kigger lidt på en og lytter lidt. Tjente mange penge ved at vinde The Double Selvom der stadig var en del år på kontrakten, så valgte Mike Jensen og Rosenborg at forlænge samarbejdet yderligere i slutningen af 2014. Dermed fik midtbanespilleren en forbedret kontrakt, som har udløb i 2018. Hvor mange penge, som fulgte med forlængelsen er han ikke meget for at snakke om. - Det kan du jo se i august, når der kommer skattelister ud (I Norge er det offentligt, hvor meget folk betaler i skat, red.). Ej, det stemmer ikke helt. Man kan fifle lidt, men den kontrakt, som jeg indgik sidst er meget bonuspræget, hvilket jeg som udgangspunkt synes er en god idé. Så tjener man meget, hvis det går godt, og tjener ikke så meget, hvis man ikke leverer. Og så kan de fleste nok regne ud, at når vi vandt The Double og kom i Europa sidste år, så har man haft et godt år økonomisk også. Så får man nogle gode bonusser. Rosenborg er favoritter Efter at have vundet The Double er spørgsmålet om Rosenborg kan følge deres succes op. Mike Jensen tror på det. - Det bliver vores udfordring. Det er vigtigt at sulten og engagementet er der, og det ér der. Ellers kan man jo ikke spille. Men det er klart, at de andre hold måske har kigget på os, og set på, hvordan vi gjorde tingene sidste år. De vil måske bruge flere kræfter på at fokusere på, hvordan de stopper Rosenborg. Derfor er det vigtigt hele tiden at presse sig selv, og ikke være naive og tro, at bare vi gør som sidste år, så er det godt nok. Vi skal også blive bedre i år. Men jeg tror, at vi får en god sæson igen i år, og så har vi jo den gulerod til sommer, – hvilket er et stort mål for klubben og os spillere – at der er mulighed for at kvalificere os til Champions League. - Vi er helt sikkert favoritter til at vinde ligaen, men det bliver lidt tættere i år. Hvis man kender Rosenborg, så ved man dog, at der kun er et mål, og det er at vinde. Efter 13 kampe har Rosenborg vundet 10, spillet to uafgjort og tabt en. Mike Jensen har scoret fire af klubbens 25 mål, som gør klubben til den mest scorende sammen med Molde. Samtidig har de ligaens bedste forsvar, hvor der kun er lukket syv scoringer ind. Rosenborg fører ligaen med fem point ned til Odd Ballklubb. De to sidste afsnit af denne interviewserie med Mike Jensen omhandler hans personlige udvikling og Brøndby IF. De vil blive publiceret i løbet af ugen.