Michael Falkesgaard - En Brøndby-dreng siger farvel
Brøndby siger denne sommer farvel til Michael Falkesgaard, som har været i klubben i over ti år. En rigtig Brøndby-dreng fortjener et rigtigt farvel. FOTO: Robe

Brøndby siger denne sommer farvel til Michael Falkesgaard, som har været i klubben i over ti år. En rigtig Brøndby-dreng fortjener et rigtigt farvel. FOTO: Robert Hendel Når 23-årige Michael Falkesgaard denne sommer takker af i Brøndby for at prøve sig af i OB, er det med vemod fra begge parters side. I mere end ti år har "Falk" været fast inventar på Vestegnen og har med sin loyalitet og gode indstilling til træning, bevist sig som et fantastisk aktiv for de blå/gule i en årrække. 3point.dk har talt med Falkesgaard om tiden i klubben. Store oplevelser i Brøndby-trøjen - Min største oplevelse var min debutkamp på Brøndby Stadion mod FCK. Vi tabte desværre, men det var noget jeg havde drømt om i rigtig mange år. At min debut så kom mod FCK var bare med til at gøre den endnu mere mindeværdig. Jeg kan huske, at da jeg kom hjem flere timer efter kampen, var det som om mit hoved aldrig havde forladt kampen, for selvom der var bumstille i lejligheden havde jeg tinitus efter det ekstreme lydniveau i kampen og der gik et stykke tid før jeg kunne slappe helt af. - Udover det må det også være de kampe jeg fik i nedrykningskampene, med Horsens-kampen som prikket over i'et. Det er en kamp jeg stadig får gåsehud af at tænke på. Der var en helt elektrisk stemning den dag på CASA Arena, som en finale der gjaldt liv eller død - og det gjorde den. - Jeg blev kåret til Man of the Match efter kampen og skulle derfor interviewes efter kampen. Men inde i omklædningsrummet fejrede vi overlevelsen med en masse øl og da jeg så kom ud og skulle interviewes, og allerede var blevet godt snalret, så var det ret sjovt at høre hvor mange gange ordet 'fantastisk' blev brugt. Men det var sgu fantastisk. Dårlige oplevelser og fantastiske holdkammerater undervejs Når man som Michael Falkesgaard har været i klubben i mange år, har man øjensynligt også oplevet nedture. Men keeperen har også haft nogle fantastiske holdkammerater undervejs. - Der har været nogle kedelige oplevelser, blandt andet da vi røg ud til Hvidovre i pokalen. Men den værste oplevelse for mig personligt må nok være at jeg nu forlader klubben uden rigtig at have sat det aftryk som jeg ønskede. - Jeg har spillet med rigtige mange dygtige fodboldspillere. Krohn-Dehli, Kahlenberg og Agger har været spillere som man til træning tænkte "hold da kæft, de har noget ekstra". Men jeg synes det er svært at sætte ord på den bedste, da de fleste spillere har forskelige kompetencer og spiller forskellige positioner, så at holde det op mod hinanden og vurdere det, er svært synes jeg. Personlig hilsen fra Falkesgaard til Brøndbys fans Falkesgaard fortæller endvidere til 3point.dk, at han kommer til at savne at være i klubben, ligesom han kommer til at savne sine holdkammerater og alle i og omkring klubben. Herunder også klubbens fans, som han her sender en personlig hilsen til: - Jeg vil gerne sige tusind tak for alle de positive beskeder og lykønskninger jeg har fået på min vej. Hvis der er nogen der reddede klubben fra nedrykning dengang, var det jer fans. - Uanset hvad har I været der og støttet holdet i tykt og tyndt - det har næsten været skræmmende til tider. Men jeg ved at alle fra truppen sætter utrolig meget pris på jeres opbakning og jeg håber at klubben får hevet de guldmedaljer hjem, som alle sukker efter inden alt for længe, for jeres support har været til guld i alle årene. Held og lykke i fremtiden og vi ses nok en dag - på banen eller udenfor banen. Michael Falkesgaard debuterede for Brøndby i 2011. Han har skrevet en to-årig kontrakt med OB.