
Teis Markfoged
Mensah: Vi skal bruge vores fart
Brøndby skal ud og bruge den fart, der er i holdet, lyder det fra Kevin Mensah, der også fortæller om tro på tingene i den blå/gule trup.

Klokken 14.00 fløjtes sæsonens første derby i gang i Telia Parken. Brøndby går ind til opgøret med en forynget trup, hvor 29-årige Kevin Mensah er en af alderspræsidenterne. Han er også viceanfører og gør sit for at tage ansvar i truppen.
- Min rolle er egentlig som den altid har været. I og med jeg er en af de ældre på holdet, er der noget ansvar, som jeg tager på mine skuldre. Det vil jeg også gerne, det har jeg det fint med, siger Mensah til 3point.dk.
- Selvfølgelig er der noget i forhold til min alder og det ansvar, der ligger dér, men det har altid været sådan. Det handler om ikke at gemme sig. Det beviser Frendrup for eksempel også. Han er 19, men han holder ikke tilbage for noget. Det kan godt være, at han ikke er så fremtrædende i omklædningsrummet, men han er fremtrædende på banen.
Det seneste indbyrdes møde endte 0-0 og der er god tro på tingene i Brøndby-lejren. De skal ud og bruge den fart, der er i holdet, lyder det blandt andet fra Mensah.
- Da vi mødte dem sidst, synes jeg vi spillede en rigtig god gang fodbold. Vi havde kæmpe chancer til at afgøre kampen. Det er et par optimistiske gutter i omklædningsrummet og det er jeg også selv. FCK er et godt hold og har dygtige spillere, men jeg tror de er opmærksomme på os og vores kvaliteter lige så meget som vi er på deres. Vi skal ud og bruge den fart, vi har i holdet, for der kan de i hvert fald ikke følge med.
- Når man taler om unge hold, taler man tit om opportunisme, og det er det, der kendetegner det her hold. Vi tror på tingene. Der er ikke alt muligt larm i baggrunden. Det er også det, der kommer til at afgøre vores sæson. Vi skal kunne holde fokus på den næste kamp og nu er det så derby, slutter han.