3POINT
1626631550-_DSC4006.jpg

Teis Markfoged

Nyheder18. jul. 2021

Mensah sparkede Brøndby i gang med et enkelt point i Aarhus

Kevin Mensahs udligning i første halvleg sikrede Brøndby IF et enkelt point i Aarhus i første spillerunde i den nye Superliga-sæson.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen18. jul. 2021

Søndag aften var Brøndby-truppen taget et smut til Aarhus, hvor de skulle tage hul på den nye Superliga-sæson. Niels Frederiksen og hans tropper gik ind til kampen som forsvarende mestre, men det var alligevel et decimeret hold i forhold til mesterholdet.

Da der ikke er kommet mange nye navne ind, var det med unge Mads Hermansen på kassen, Tobias Børkeeiet som højre stopper samt Rezan Corlu på midtbanen. Et relativt nyt hold og mange nye relationer - det kunne ses.

Brøndby kom frygteligt fra start. AGF kom med det klassiske AGF-udtryk og særligt Jon Dagur Thorsteinsson var i spillehumør. Eller drillehumør om man vil. Han kørte i hvert fald konstant på uprøvede Børkeeiet. Nordmanden og makkeren Bruus havde store pr​​oblemer med at styre islændingen.

Det var ikke meget Brøndby havde at byde på offensivt. På papiret er det ellers et stærkt angreb med Uhre og Hedlund, men de kom nærmest ikke i spil, fordi Brøndby som oftest havde smidt bolden væk allerede inden et reelt angreb blev sat i gang.

Men et af Brøndbys få angreb i første del af første halvleg blev netop startskuddet til AGFs føringsmål. Corlu fik bolden inde på midten og skulle vende, men blev nedlagt med ulovlige midler. Utroligt nok forblev dommer Jens Maaes fløjte tavs og AGF kunne slå kontra. En velspillende Thorsteinsson drev den frem og snød både Børkeeiet og Bruus, inden han på flot vis krøllede bolden over i det lange hjørne til 1-0.

Niels Frederiksens mandskab var på hælene. Spillet gik for langsomt og AGF stressede de blå/gule spillere, så den ene bold efter den anden blev hældt ud over sidelinjen. 

Men som halvlegen skred frem overlod hjemmeholdet mere initiativ til Brøndby og det takkede de for. Brøndby tog imod og fik sat sig mere på spillet - også på AGFs banehalvdel. Bruus fik god plads i højresiden, hvorfra han svingede et godt indlæg over bagerst i feltet mod backkollega Mensah. Sebastian Hausner steg til vejrs for at heade væk, men fik clearet op i luften. Det læste Mensah, som tog løbet mod bolden og flot flugtede bolden i mål med venstrebenet. 1-1 var stillingen ved pausen.´

Brøndby skiftede Bruus ud fra anden halvlegs start og ind i stedet kom Jens Martin Gammelby. Anden halvleg blev en langt mere lige affære, hvor Brøndby sågar var det bedste hold i perioder. Men chancer kom AGF stadig frem til.

De blå/gule kom mest frem til halve chancer og langskud omkring feltet. Det er en disciplin, der skal trænes i den kommende uge, for der manglede godt nok kvalitet. Radosevic spillede fremragende, men havde fire langskud, som alle blev høvlet langt op på tribunen.

Christian Cappis fik debut for Brøndby, da han blev skiftet ind midt i anden halvleg. Amerikaneren leverede et rigtig godt indhop og var blandt Brøndbys bedste spillere i anden halvleg. Han havde blandt andet et nærgående langskudsforsøg, som tvang Hansen ud i fuld længde, og så var han som oftest involveret, når Brøndby blev farlige.

Men tættest på var hjemmeholdet. Oliver Lund havde et hovedstød på stolpen og senere i anden halvleg fik Patrick Olsen en stor chance efter en god dribling, hvor han sendte Brøndby-forsvaret ud efter pølser. Men Brøndby kunne ånde lettet op.

I slutfasen følte Hedlund sig snydt for et straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs og VAR blandede sig ikke. De ville i hvert fald ikke gå ind og ændre på kendelsen.

Men det blev ikke til flere mål og derfor endte det med pointdeling i Aarhus. På papiret et fint resultat for Brøndby på en svær udebane i kamp et i en ny sæson. Skulle jeg vælge en man of the match ville jeg pege på Radosevic, Cappis eller Mensah.

Mest kommenterede nyheder