3POINT
Nyheder18. apr. 2017

Mensah: Er her ikke for at debutere, men for at vinde kampe

Kevin Mensah debuterede for Brøndby mod FC København. Det glæder han sig over, men er skuffet over nederlaget. Nu håber han at komme i kampform. Brøndby sendte

3point person
3point.dk18. apr. 2017

Kevin Mensah debuterede for Brøndby mod FC København. Det glæder han sig over, men er skuffet over nederlaget. Nu håber han at komme i kampform. Brøndby sendte mandag aften en debutant på banen i kampen mod FC København. Kevin Mensah, der kom til fra Esbjerg i vinter, blev skiftet ind i anden halvleg. Efter kampen var han naturligvis skuffet over resultatet og nederlaget mod et erfarent og modent FCK-hold. - Man kunne godt se, at vi ved, hvad vi er gode til. FCK er også et rigtig godt hold, det må man give dem. Men vi scorer ikke på vores chancer og de scorer på den de har. Man kan godt se, at de er et lidt mere modent hold. Det var ærgerligt at vi ikke fik noget med fra kampen, for jeg synes vi havde mulighederne, siger Mensah til 3point.dk. - Det er tit det, der afgører fodboldkampe. FCK har flere af disse kampe på bagen og har erfaring fra Champions League. Men til gengæld kan Mensah glæde sig over sin debut for de blågule og det gør han bestemt også. - Det er lidt bittersweet. En kæmpe kulisse og nok den bedste kamp at få debut i. Men jeg er ikke kommet for at debutere, jeg er kommet for at vinde kampe. Det gjorde vi ikke i dag (i går, red.), desværre. - Det var kæmpestort. Der er få spillere, der når at få lov til at få den fornemmelse. Det giver et stort boost og ekstra mod på mere. Kevin Mensah blev skiftet ind som angriber i opgøret, men er i spil til flere pladser på holdet. - Sådan er det at være fodboldspiller. Man skal være omstillingsparat og særligt i sådan et system, som vi praktiserer. Der er mange positioner, hvor mine forcer kan hjælpe holdet. Så må vi se, hvor træneren ser min rolle. Det er nok først efter sommer, vi begynder at indskærpe os på det. Nu håber Brøndby-spilleren på 90 minutter i dagens reserveholdskamp, for jo flere minutter han kan få i benene, jo bedre. - Der begynder at komme mere og mere. Men jeg tror stadig ikke jeg har spillet en time i en Brøndby-trøje endnu. Jeg håber dog på 90 minutter i reserveholdskampen (mod Vejle, red.). Jeg har været ude længe, så nu handler det bare om at få noget spilletid.

Mest kommenterede nyheder