3POINT
Mikael Uhre og Kevin Mensah

Teis Markfoged

Nyheder10. maj 2021

Mensah: Det offensive udtryk karakteriserer mine præstationer

Kevin Mensah har fået et mere offensivt udgangspunkt på Brøndby-holdet og det karakteriserer hans præstationer lige nu.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen10. maj 2021

Kevin Mensah spillede en god kamp, da Brøndby IF søndag aften vandt med 3-1 over FC Midtjylland. Det var en fed kamp at spille, fortæller wingbacken til 3point.dk.

- Vi spiller en vanvittigt fed kamp. Jeg har savnet det tryk, stemningen og den nerve i kampen. Det er sådanne kampe, man kommer til at huske. Der var lidt pokalstemning over det i dag, siger Mensah, der ikke har lyst til at forholde sig alt for meget til sin personlige indsats:

- Vi vinder og det er det, der er vigtigt for mig. Vi spiller med om et mesterskab. Det er det, jeg kan bruge til noget. Det er dejligt at være tilbage, hvor der er fans og man kan høre, at der hele tiden er tryk på. Det var en god kamp og en sejr. Det er det, der betyder noget.

Han vil til gengæld gerne forholde sig til Brøndbys første mål i kampen. Her trak Mensah ind i banen og skød på stolpen, men Mikael Uhre var hurtigt over returen.

- Det er bare en angribers lod, at det er ham, der får lov at putte den ind. Jeg spurgte ham med det samme nede i hjørnet: \"Du er ikke offside, vel?\" Men jeg er glad for, at han stod der. Jeg havde da håbet, at den var gået ind selv, men det fik os i gang og Uhre er med i kampen om en topscorerpris, så han skal bare køre på.

Mod FCM kørte Mensah også bare på. Han har i de seneste kampe haft et mere offensivt udgangspunkt og det kan man se på hans præstationer.

- Det har jeg helt sikkert. Jeg kommer i langt flere offensive situationer, som også er min force. Det synes jeg også man kan se på mit spil. Det er det offensive udtryk, der karakteriserer mine præstationer. Det skal jeg bare fortsætte med, slutter han.

Næste opgave for Mensah og co. er på søndag, hvor der er derby i Telia Parken.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder