Mensah: Det handler igen om stolthed - og om at spille for Brøndby-trøjen
Kampen mod Esbjerg handler om stolthed for Brøndby IF og spillerne skal endnu en gang vise, at de spiller for den gule trøje. Sådan lyder det fra backen Kevin M

Kampen mod Esbjerg handler om stolthed for Brøndby IF og spillerne skal endnu en gang vise, at de spiller for den gule trøje. Sådan lyder det fra backen Kevin Mensah. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby IF tager søndag imod Esbjerg fB i sæsonens fjerde indbyrdes møde mellem de to klubber. Esbjerg har vundet de første tre, så det er et Brøndby-hold, der i høj grad har revanche til gode. Det erkender Kevin Mensah også, men samtidig roser han søndagens modstander, der som oprykker har overrasket positivt i denne sæson. - Nu har vi tabt til Esbjerg tre gange og det synes jeg egentlig ikke, man skal lægge så meget i. Der har været flere forskellige grunde til det. Men vi har noget at revanchere. Ligesom vi havde mod FC Midtjylland i forhold til den måde, vi ser på os selv, så handler det igen om stolthed. Og om at spille for Brøndby-trøjen, siger Mensah til 3point.dk. - Jeg vil ikke tage noget fra Esbjerg, for de gør det pissegodt. Men vi skal slå dem på hjemmebane. De ligger over os i tabellen, så vi er presset til at slå dem, men vi er også i en god situation, for gør vi det, ligger vi treer. LÆS OGSÅ: Mensah stadig tvivlsom til Esbjerg-kamp Kevin Mensah og holdkammeraterne glæder sig til igen at spille på hjemmebanen. Støtten fra lægterne er altid god og nu er det også op til spillerne at sørge for, at den bliver endnu bedre, siger backen. - På Brøndby Stadion kommer tilskuerne altid med et tryk på modstanderen. Det er lige meget hvem vi møder. Det er helt sikkert. Det som vi har forsømt lidt i denne sæson, er at komme med et tryk inde på banen også. Det bliver bare forstærket, hvis vi også kan give fansene det tryk. Det synes jeg tydeligt man kunne se i kampene mod AaB og FCK. Når vi også får trykket på banen, så kommer fansene også bare i et lidt højere gear. - Det er en fed kamp at skulle spille mod Esbjerg på hjemmebane, hvor vi har revanche til gode. Vi skal ud og bevise noget, og vi ved, at omgivelserne også er klar på at trykke dem. Kampen mellem Brøndby og Esbjerg fløjtes i gang søndag klokken 16.00.