
Freja Borne
Menno van Dam: Stolt af drengene og hvordan de arbejder sammen
U/17-cheftræner Menno van Dam er stolt af sit hold efter lørdagens 3-2-sejr over AaB.

Brøndby IF U/17 kunne lørdag tage tre point med hjem i bussen fra Aalborg efter en sejr på 3-2 i en til tider voldsomt hektisk kamp. Dog var Brøndby det bedste hold set over hele kampen. Det mener Brøndby U/17-cheftræner Menno van Dam også:
- Jeg havde allerede udtalt inden kampen, at det ville blive en mental kamp. Det blev det også. Vi startede rigtig godt. Drengene havde lagt planen for kampen i dag og vi støttede dem i det. Det de gerne ville, gjorde de i de første 15-20 minutter. Vi spillede virkelig, virkelig godt. Vi kunne have været foran 3-0, siger han til 3point.dk.
- Men ud af det blå scorede de til 1-1, og så faldt vi lidt tilbage og gav dem plads at spille på og droppede lidt i intensitet. Det talte vi også om. Hvis vi giver dem tiden, spiller de godt, men de bryder sig ikke om intensiteten.
- I anden halvleg startede vi igen fantastisk, men vi har altid fokus på de første minutter efter vi har scoret, skal vi spille os ud af problemerne. Det gjorde vi ikke én gang og så stod den 2-2 efter straffesparket. Det var helt vildt. Generelt var vi det bedste hold på bolden og i spillet og vi fik skabt de chancer, der skulle til, men vi fik ikke dræbt kampen. Så havde de et par chancer, hvor Noah (Sømmergaard, red.) diskede op med gode redninger. I sidste ende kunne den også være endt 4-2.
Menno van Dam er stolt af sit hold, som ikke har haft optimale forberedelser til kampen i Aalborg, men som står sammen som en familie og arbejder for hinanden og med hinanden.
- Det BLEV en mental kamp. Drengene arbejdede stenhårdt og det gælder også de spillere, der blev skiftet ind. Det var en holdpræstation, så det var skønt, at drengene belønnede sig selv med tre point i dag.
- Nogle af vores spillere var med U/15 til en turnering i Holland og nogle var med U/19 i Schweiz, hvor jeg også var med. Tirsdag trænede holdet med bare syv spillere og en målmand, men Viktor (Kynde, red.) fortalte mig, at det var en virkelig god træning. Torsdag og fredag var vi fuldtallige og det var sådan nogle gode træninger med høj intensitet. Så jeg havde en god fornemmelse. Dette hold er en familie. Jeg er virkelig stolt af dem og hvordan de arbejder sammen.
Brøndbys U/17-mandskab indtager nu førstepladsen i U/17 Ligaen, men FC Nordsjælland har et par kampe i hånden og kan gå forbi de blå/gule. Hollænderen håber de snubler, så vi kan få en afgørende direkte duel om mesterskabet i juni.
- Det eneste vi kan gøre er at holde presset på FC Nordsjælland i forhold til at vinde kampene. Jeg håber for ligaen, at de måske taber to, så vi kan få en afgørende indbyrdes kamp i juni. Det ville være fantastisk.
Taletnudvikling er hele tiden en balancegang mellem udvikling og resultater, men på U/17-holdet har man i denne sæson ramt begge dele. Og det handler i sidste ende om at få flere Masterclass-spillere op og spille Superliga.
- Ali (Al-Najar, red.) spillede en fantastisk kamp i dag. Vi måtte desværre skifte ham ud med en hovedskade, men han spillede godt. Det er en U/15-spiller, der kommer ind og gør det godt. Vi ser Philip (Søndergaard, red.) og hvordan han spiller på U/19. Det er det, vi skal. Vi skal lægge de bedst mulige planer for spillerne, så vi måske kan lægge lidt mere pres på Superliga-spillerne med vores Masterclass-spillere, slutter Menno van Dam.