
Freja Borne
Menno van Dam starter på sin Pro Licens til januar
Brøndbys U/19-træner Menno van Dam er blevet optaget på UEFA Pro Licens-træneruddannelsen, som han begynder på til januar.

Brøndby IFs hollandske U/19-cheftræner Menno van Dam har været en succes, siden han kom til klubben i sommeren 2022. I sin første sæson på Vestegnen vandt han The Double med U/17-holdet, hvilket denne sommer medførte en kontraktforlængelse og at han blev forfremmet til U/19-cheftræner.
Nu er Menno van Dam blevet optaget på UEFA Pro Licens-træneruddannelsen hos DBU, som han kan påbegynde til januar. Det er Pro Licens-uddannelsen man skal have for eksempelvis at blive træner i Superligaen.
- Jeg sætter virkelig pris på muligheden og på støtten fra klubben og DBU, så jeg nu kan få chancen for at komme tættere på min drøm. Jeg har arbejdet hårdt for at lære dansk og givet alt, siden jeg kom til klubben, og jeg glæder mig til at fortsætte det hårde arbejde, lyder det fra hollænderen til 3point.dk.
Menno van Dam og U/19-holdet møder fredag eftermiddag FCK på udebane i U/19 Ligaen.