3POINT
Menno van Dam

Freja Borne

Nyheder18. apr. 2023

Menno van Dam inden pokalsemifinale: Topklubber skal spille med om titler

Brøndby IF U/17 spiller onsdag aften pokalsemifinale mod Vanløse. En klub som Brøndby skal altid spille med om titler, mener cheftræner Menno van Dam.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen18. apr. 2023

Onsdag aften skal Brøndby IF U/17 en tur til Vanløse, hvor der venter en pokalsemifinale. Vanløse er et lavere rangeret hold fra Øst-rækken, så de blå/gule er store favoritter. Men det er også et Vanløse-hold, som slog FC København med 5-0 i kvartfinalen. Dog værd at bemærke at det var et FCK-hold med to U/17-kampe på samme dag, så nok et amputeret et af slagsen.

U/17-cheftræner Menno van Dam forventer heller ingen let opgave i Vanløse onsdag aften.

- Jeg forventer at møde et fysisk stærkt hold, som kommer til at kæmpe for hver en meter på deres hjemmebane. Jeg forventer også noget pres fra tilskuerne på stadion. Kombinationen af dette og at det er en cup-kamp betyder, at det vil være en god læring at spille i denne form for atmosfære, siger han til 3point.dk.

Han lægger ikke skjul på, at det er vigtigt for klubben at komme i finalen.

- Brøndby er en topklub i Danmark. Topklubber skal spille med om titler. Topklubber spiller med pres på. Så både for klubben og for spillerne er en finale noget, man gerne vil spille. Spillerne kan også lære meget af at spille en finale og under det pres, der er.

Viktor Sørensen har karantæne efter det røde kort, han fik i pokalkvartfinalen mod Hvidovre. Men Menno van Dam og Viktor Kynde kommer til at stille med en stærk trup, der forhåbentlig kan sende dem i finalen.

- Vi bringer den trup, som på dagen er den stærkeste. Beklager, hvis det er et lidt genrelt svar, men vi har spillere, som er lidt overbelastede, og vi har en karantæne. Så Kynde og jeg kommer til at tage en trup med, som kan vinde kampen, og hvis det er nødvendigt også kan ændre kampen undervejs.

Kampen spilles onsdag aften klokken 19.00 på Vanløse Idrætspark.

Mest kommenterede nyheder