3POINT
1660828357-_DSC2526.jpg

Teis Markfoged

Nyheder20. aug. 2022

Menno van Dam efter 4-1-sejr: Vi skal finde balancen

Menno van Dam havde både ting han var tilfreds med og steder hvor han vil se forbedring efter Brøndby U/17\'s 4-1-sejr over FC Nordsjælland.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen20. aug. 2022

Menno van Dam har fået en flot start på tilværelsen som U/17-cheftræner i Brøndby IF. I sidste weekend blev det til en 3-1-sejr på udebane mod Vejle og denne lørdag blev det til en sejr på 4-1 over FC Nordsjælland.

Der var rigtig gode perioder i kampen og mindre gode perioder, lød det efter kampen fra hollænderen.

- De første ti minutter i kampen var rigtig gode i organisationen, men også i spillestilen og måden vi gerne vil gøre det på. Esco (André Escobar, red.) scorede et godt mål, og vi fortalte ham også, at der er plads i det mellemrum. Han har et godt skud og han fik udnyttet pladsen. Det var et flot mål og en dejlig jubel sammen med hele holdet, siger Menno van Dam til 3point.dk.

- Derefter havde vi to sekvenser, hvor vi ikke var gode nok i timingen i presset. Det var også der FC Nordsjælland begyndte at se, at de kunne være med og spille fodbold. Vi fik ikke vundet bolden i genpresset og det var en hård periode for os, hvor vi også fik et mål imod. Så vi var glade for da pausen kom.

- Vi gav dem for meget plads at spille på i vores pres og vi så også, at hvis de havde tid, havde de det sværere i opbygningen. Derfor valgte vi i anden halvleg at trække os lidt mere og vente på de rigtige øjeblikke. Vi havde rigtig gode sekvenser i omstillingerne. Vi lagde fælderne, vandt bolden og så var der gode løb fra Jon (Jonathan Agyekum, red.), Alfred (Klamer, red.) og Esco. Vi ender med at vinde 4-1 og jeg synes vi kan være rigtig tilfredse.

Han er overordnet set glad for præstationen, men ser rum til forbedring og vil gerne have spillet til at blive endnu bedre end det var i dag.

- Det er altid dejligt at slå et godt hold som Nordsjælland, men næste gang vil jeg foretrække at det bliver med lidt bedre fodbold. I sidste weekend spillede vi rigtig god fodbold, men scorede kun tre mål. I dag spillede vi ikke helt så godt som i sidste uge, men i anden halvleg var passionen, energien og nogle af perioderne i kampen på et højt niveau. Vi skal finde balancen.

André Escobar scorede hattrick og Menno van Dam ville også gerne sætte lidt ord på den offensive midtbanespiller:

- Ja, han må beholde bolden, lyder det med et grin.

U/17-træneren fortsatte efterfølgende:

- Han er en god spiller. Han er ung og har et stort potentiale. Men i første halvleg havde han også to gange muligheden for at sende en angriber alene igennem med keeperen, men de to afleveringer var ikke gode. Han havde nogle virkelig gode øjeblikke i dag, og hvis han får løftet de andre ting også, så har Brøndby en virkelig god spiller i fremtiden. 

Næste opgave for U/17-holdet er på udebane mod OB den 3. september.

Hvis du vil se mere Menno, så se vores længere interview med ham her:


 

Mest kommenterede nyheder