
Michael Jakobsen
Medier: Bundesligaklub lurer på Divkovic
En tysk traditionsrig klub skulle angiveligt have vist deres interesse for Divkovic, hvis kontrakt udløber til sommer

Flere klubber har i dette transfervindue vist deres interesse for Marko Divkovic, som er gået ind i sit sidste halve år af kontrakten med Brøndby.
Tipsbladet skriver i dag, at de to tyske medier RTL Sport og Sport.de melder interesse fra bundesligaklubben Borussia Mönchengladbach. En klub af en væsentlig størrelse.
Der meldes i samme ombæring, at Mönchengladbach kan få svært ved at få midlerne til at række, hvis det skal betyde et køb allerede i dette transfervindue. Det vil i givet fald kræve et salg af andre profiler, hvis det skal lykkes. Samtidig meldes der også om konkurrence fra andre klubber end tyske Mönchengladbach. Herunder skulle en tyrkisk klub også være inde i billedet, mens der også tidligere har været interesse fra blandt andet en polsk og kroatisk klub.
Brøndby har flere gange vist deres interesse i at forlænge aftalen med Marko Divkovic, hvilket han også selv har udtrykt sig positiv overfor. Derfor skal det blive spændende at følge transfervinduets sidste uge i casen med Marko Divkovic.