Medie: Falk dyrere for Brøndby
Ifølge internetmediet Tribunen skulle Brøndby IF betale betydeligt mere end andre klubber til OB, hvis Rasmus Falk skulle hentes til Vestegnen i sommerens trans

Ifølge internetmediet Tribunen skulle Brøndby IF betale betydeligt mere end andre klubber til OB, hvis Rasmus Falk skulle hentes til Vestegnen i sommerens transfervindue. Rasmus Falk fra OB har flere gange været rygtet på vej til Brøndby IF, og i sommerens transfervindue skulle de blå/gule fra Vestegnen angiveligt have spurgt på den teknisk dygtige offensivspiller. OB ville åbenbart dengang helst ikke sælge til netop Brøndby. I hvert fald ikke uden at tage sig godt betalt og angiveligt endda langt mere, end andre potentielle købere - deriblandt FC København - skulle punge ud med. - Ifølge vores oplysninger, der stammer fra tre kilder – i og omkring OB – så var der i sommerens transfervindue tale om to priser, skriver internetmediet Tribunen, som beskæftiger sig med dansk og international fodbold, og uddyber: - Én pris, hvis det var Brøndby, der henvendte sig. Og så en anden pris, hvis det var andre klubber, heriblandt FC København, der forhørte sig om den bedste OB’er de sidste mange sæsoner. Den pris som almenheden dengang skulle betale var angiveligt 12 millioner kroner. Brøndby skulle betale 17. Man er mindre begejstret for Brøndby end for FC København i Ådalen. Når rådhusklokkerne bimler ved midnatstid nytårsaften, kan Rasmus Falk frit forhandle med andre klubber end OB og skifte gratis til sommer.