3POINT
Nyheder23. nov. 2019

Maxsø vil fortsætte stimen: Vi skal lægge mere på med bolden

Andreas Maxsø og resten af Brøndby-holdet jagter at udbygge sejrsstimen i Superligaen, men de skal være bedre på bolden, lyder det fra forsvarsstyrmand Maxsø. F

3point person
3point.dk23. nov. 2019

Andreas Maxsø og resten af Brøndby-holdet jagter at udbygge sejrsstimen i Superligaen, men de skal være bedre på bolden, lyder det fra forsvarsstyrmand Maxsø. Foto: Ian Nielsen / Ian Sport Foto Landsholdspausen er forbi og Superliga-bolden ruller igen. For Brøndbys vedkommende byder søndag aften på et traditionsrigt opgør mod AGF på Ceres Park. Det er samtidig en kamp mellem to mandskaber i den sjovere halvdel af tabellen. Brøndby har vundet fem Superliga-kampe i træk og den stime vil Andreas Maxsø gerne fortsætte søndag aften. Men det kommer sandsynligvis til at kræve, at de er bedre med bolden, mener midtstopperen. - Vi skal gå ud og forsøge at få de tre point og fortsætte vores stime. Vi skal lægge mere på boldmæssigt i forhold til de sidste to kampe. Ellers skal vi ud og vise hjerte og fight, for det ved vi, AGF kommer med, når de møder Brøndby i Aarhus. Vi skal matche deres fight, for at få tre point med hjem, siger Maxsø til 3point.dk. - Specielt anden halvleg mod Esbjerg, blev det lidt for uroligt på bolden og vi smed den for hurtigt væk. Der skal vi være bedre til at holde i den og måske køre den rundt en ekstra gang. Vi skal spille den ud af de pressede områder og få vendt den. Så det er primært roen på bolden, vi skal gøre bedre. LÆS OGSÅ: Træningsreferat: Forberedelser til en intens AGF-kamp Der er lagt op til mange mennesker på lægterne i Aarhus og det er en kamp, som spillerne også ser frem til. - Det er to traditionsklubber og AGF har også mange fans. Det går godt for dem nu og det tiltrækker også lidt mere opmærksomhed. Men det er ikke noget, der påvirker os på nogen måde. Vi er vant til at spille foran mange mennesker. Selvfølgelig kan man mærke det, når man kommer ind, men vi kommer til at bruge det positivt og det sætter os bare endnu mere op. Andreas Maxsø og resten af Brøndby-defensiven skal blandt andre forsøge at lukke ned for AGF-angriber Patrick Mortensen, der har scoret i de seneste to kampe for aarhusianerne. - Det glæder jeg mig til. Han (Patrick Mortensen, red.) er en fysisk angriber, så han ligger godt til mig og han vil nok gerne ind og tage en masse dueller, og det passer mig egentlig fint. Han har scoret en masse mål og det håber jeg at jeg, sammen med Marvin og de andre forsvarsspillere, kan sætte en stopper for. Det kommer til at kræve en holdindsats at stoppe ham og de andre, for de andre har også været gode, slutter Brøndbys defensive styrmand. Kampen mellem AGF og Brøndby fløjtes i gang på Ceres Park søndag aften klokken 18.00.

Mest kommenterede nyheder