
Lasse Lagoni
Maxsø: Vi skal være bedre til at skabe kampene
Brøndby IF skal være bedre til at skabe kampene, når modstanderne stiller sig dybt. Det er der blevet arbejdet på i landskampspausen, fortæller anfører Andreas Maxsø.

Landskampspausen er forbi og lige om lidt er der igen Superliga-fodbold på menuen. For Brøndbys vedkommende betyder det en hjemmekamp mod Vejle Boldklub.
Brøndby IF har blandt andet brugt landskampspausen på at træne spillet med bolden og at skabe kampene, når modstanderen stiller sig dybt. Det fortæller anfører Andreas Maxsø i et interview med bold.dk.
- Når vi har bolden, har vi haft problemer med at skabe chancer, når det ikke har været omstillinger. Man kan sige, at de andre hold har læst på lektien, og de stiller sig dybt, fordi de ved, at vi er farlige på vores omstillinger, og det er der, vi har haft nogle problemer specielt i det etablerede spil, siger han til mediet.
- Og det er der, at vi skal være bedre til at skabe kampene. Selvfølgelig stadigvæk udnytte vores fart oppe foran, når de kommer frem, men vi skal være bedre til at spille hinanden gode, når vi har bolden oppe på deres halvdel. Det har været lidt for simpelt og lidt for let for de andre hold at læse. Så det er nogle af de ting, vi har kigget på i pausen og også arbejder på ude på træningsbanen, som forhåbentlig giver pote på søndag og fremadrettet også.
Brøndby møder Vejle på søndag, inden det torsdag gælder Rangers FC på udebane.