Teis Markfoged
Maxsø: Vi skal slutte godt af
Brøndby har fået point i de seneste tre kampe, og det glæder Andreas Maxsø, som håber på en god afslutning og europæisk fodbold næste sæson.

Brøndby IF har haft et Mesterskabsspil, som nok har været under manges forventninger, men i de seneste tre kampe har de blå/gule hentet point, og det blev senest også til en sejr, da Brøndby var på besøg i Aalborg. Søndag eftermiddag kommer Silkeborg IF på besøg, i det der kan være sæsonens sidste kamp. Andreas Maxsø har misset tre af de seneste fire kampe med karantæne, og nu håber anføreren på, at der kan bygges videre på holdets gode stime, når han søndag kan træde på banen igen efter at have siddet ude senest mod AaB.
- Vi er i en opadgående kurve med vores spil på bolden og pointmæssigt her til sidst. Nu handler det om at slutte godt af.
- Det er aldrig fedt at misse kampe, men sådan har det været. Jeg er glad for, at vi fik en sejr i Aalborg, og nu skal vi bygge videre på det. Vi skal slutte godt af, som jeg sagde før. Det synes jeg, vi fortjener som hold, men ikke mindst også for fansene, fortæller Andreas Maxsø til Brøndby TV.
Brøndby er aktuelt placeret som nummer fem i 3F Superligaen, men ligger á point med AaB, der indtager fjerdepladsen. De blå/gule skal derfor bruge point søndag for at kunne hoppe forbi AaB, som skal besøge FC København. Fjerdepladsen vil betyde, at der muligvis kan komme en kamp mere i sæsonen alt afhængigt, om FC Midtjylland eller OB vinder pokalen. Andreas Maxsø holder fokus på at få point søndag og understreger vigtigheden af europæisk deltagelse.
- Vi skal spille europæisk næste sæson, og det kræver i hvert fald, vi får point i søndagens kamp, så må vi se, om vi skal spille en kamp mere, det tager vi til den tid.
Brøndby IF og Silkeborg IF møder hinaden på Brøndby Stadion. Kampen starter 17.00 søndag, og der er dømt Gult Stadion, da det muligvis er sæsonens sidste hjemmekamp.