
Teis Markfoged
Maxsø: Vi havde chancer til mere, men den er tung lige nu
Brøndby havde igen chancerne til at få point mod FC Midtjylland, men fik det ikke, så stemningen var tung i omklædningsrummet efter kampen.

Brøndby IF måtte mandag aften gå fra banen uden point på MCH Arena. For anden gang i træk vandt FC Midtjylland et af de indbyrdes opgør med Brøndby med 1-0 og overhalede således de blå/gule i tabellen. Det var en ærgerlig anfører Andreas Maxsø, som mødte pressen efter kampen.
- Det er lidt ligesom sidst. Vi havde chancerne til i hvert fald at få point, men det fik vi desværre ikke. Spillet var til mere og det er selvfølgelig positivt, men nu skal vi til at tage nogle point med herfra, sagde han.
- Lige nu når man står efter kampen, kan man ikke bruge det til så meget. Hvis vi ikke udnytter vores chancer og får point, så er Midtjylland for gode. De spiller spillet. De står godt på banen og udnytter deres standarder. Jeg synes ikke de blev så farlige ud over det lige i dag.
FCM spillede lidt mere afventende mod Brøndby end tidligere i sæsonen. Det tager Maxsø som en kadeau, men det er heller ikke noget de blå/gule kan bruge til ret meget.
- De havde nok kigget på de andre kampe, hvor vi har haft det lidt svært. Det er jo bare en kadeau til os, at Midtjylland stiller sig tilbage på hjemmebane, men de fik pointene, så det er dem, der kan være glade.
Hvordan er stemningen nede i omklædningsrummet efter sådan en kamp?
- Den er selvfølgelig lidt tung, men omvendt kan jeg også mærke at folk vil ud og revanchere det her. Der venter en rigtig fed kamp på søndag, så den glæder vi os til.
Den kamp Maxsø taler om er sæsonens tredje derby, som spilles på Brøndby Stadion på søndag.