Maxsø stortrives i Brøndby: Er utrolig glad for mit skifte hertil
3point.dk har taget en længere snak med forsvarsstyrmand Andreas Maxsø, der bringes over to artikler, om hvordan det har været at falde ind på holdet, begejstri

3point.dk har taget en længere snak med forsvarsstyrmand Andreas Maxsø, der bringes over to artikler, om hvordan det har været at falde ind på holdet, begejstringen for fansene og om hvordan det har været at være en del af det tremandsforsvar, som Brøndby er gået over til de seneste par kampe. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Andreas Maxsø skiftede i sommer tilværelsen i udlandet ud til fordel for barndomsklubben på vestegnen, efter der havde udspillet sig et noget tumultarisk forløb for forsvarsspilleren nede i Tyskland henover sommeren. Maxsø selv er glad for, at sommerens kaotiske situation nu er lagt på hylden, og i stedet er blevet afløst af tryghed i form af 'vante' rammer, han kender fra sin tid som ungdomsspiller i klubben, og fast spilletid i Brøndby-trøjen. Navnlig spilletid har været vigtig for den 190 centimeter høje forsvarsspiller, og Maxsø har endnu til gode at overvære en Brøndby-kamp på bænken, da han har spillet alle kampe fra start siden skiftet tilbage til vestegnen. Dette har også været medvirkende til, at han er faldet godt til i truppen, hvor alle har været rigtig gode til at tage i mod ham. - Jeg er faldet rigtig godt til, og det er jo altid lettere at komme ind i et dansk omklædningsrum og lettere at falde til, når man kan sproget. Man må også bare sige, at den danske mentalitet kontra den udenlandske er lidt mere venlig. Nede i Schweiz, hvor jeg jo også har været, kunne godt minde lidt om det danske, men i Tyrkiet er du ret overladt til dig selv - der er ikke nogle, der hjælper en, hvis det ikke går så godt. Der handler det bare om at præstere. Men det har været rigtig let at falde til her i Brøndby, og alle har taget godt i mod mig, og så har det selvfølgelig også hjulpet, at jeg har spillet fra start, så man kan vise, hvilken spiller man er, siger Maxsø til 3point.dk og fortæller også, at spilletid var altafgørende for at komme tilbage til Danmark. - At jeg har fået så meget spilletid, var jo også klart noget, der var med i mine overvejelser ved at tage her til Brøndby og spille. Det er klart, når man kommer ind på et nyt hold, og der er spillet syv-otte runder, så kan det godt være lidt svært at komme ind på holdet. Jeg havde den følelse, at jeg ville komme til at få godt med spilletid, da jeg havde snakke med Niels og CV inden skiftet, hvor de sagde, at de godt kunne bruge mig rimelig hurtigt. Og så hjalp det selvfølgelig også på det, at det lige netop var Brøndby, jeg tog til. Alle har været utrolig åbne og virkelig snakkesalige, så det er en let trup at komme ind i. Så indtil videre har jeg været utrolig glad for mit skifte.
Trives i tremandsforsvar og systemskifte
Niels Frederiksen har lige siden sin ankomst på vestegnen vist sig som værende en særdeles pragmatisk træner. Hvor Frederiksen i starten af sin tid som cheftræner havde sit fokus på at spille et 4-3-3-system ind, har Brøndby blandet andet også gjort sig i 4-4-2 og senest i en 3-5-2-opstilling, der blandt andet har udmøntet sig i solide sejre over FC København og senest Lyngby. Maxsø har en rigtig god erfaring med at spille med tre i bagkæden, og han ser det derfor kun som en fordel, at Brøndby er gået over til en løsning med tre forsvarer nede bag i. - Niels Frederiksen har jo ændret systemet her de seneste to kampe, hvor det jo har gået bedre, og hvor han selv har sagt, at det system måske passer lidt bedre til de spillere, han har til rådighed. Så jeg synes, det har været godt i forhold til i starten, hvor det var lidt op og ned, og der var lidt mere usikkerhed omkring rollerne. Nu er folk lidt mere inde i det, og det har hjulpet meget - mig selv inklusiv. - For mig er det egentlig ligemeget om vi spiller med fire eller tre i bagkæden. Jeg har jo spillet rigtig meget tremandsforsvar før oppe i FC Nordsjælland, og jeg spillede det faktisk også i FC Zürich, hvor jeg lå som venstre forsvarer, så jeg kender systemet rigtig godt. Hvis jeg fx vælger at gå frem, skal de andre gå ind under mig, så man føler, der er en rigtig god sikkerhed i, at der altid er to medspillere bag en. Jeg synes også, at med de forsvarere vi har lige nu, så supplerer vi hinanden rigtig godt. Jeg synes, det er meget rigtigt set af Niels, at vi er gået over til den formation. For Maxsø har det især været vigtigt at gå ind på holdet og udstråle sikkerhed og ro i et Brøndby-forsvar, der ikke altid har haft lige netop disse to kvaliteter, og derfor har det også været vigtigt for forsvarsspilleren at kunne være en leder på sin egen måde. - Først og fremmest har jeg gået ind og været mig selv og trænet igennem og ikke holdt mig tilbage. Jeg har gjort mine ting, som jeg altid gør og forsøgt at tage styringen nede bagved til træning og kampe. Så er der selvfølgelig et hieraki med ældre spillere, men det er jo lidt anderledes her i Danmark. Der kan man godt snakke med anføreren for eksempel og sige noget til ham - alt med måde selvfølgelig.
Imponeret over kulissen
Maxsø har adskillige gange mødt Brøndby i sin tid som FC Nordsjælland-spiller - både på den tidligere hjemmebane oppe i Nordsjælland, men også på Brøndby Stadion, hvor han altid har været imponeret over den blå-gule stemning, og i særdeleshed nu hvor han har trukket den gule trøje over hovedet og har fansene på sin side. - Jeg har jo været her før og spille som modstander, men når man så spiller for Brøndby og er inde på banen, og det eksempelvis går skidt, at man så alligevel ved, at fansene er bag en, det er sgu alligevel fedt. Der har jo altid været fyldt oppe i Nordsjælland, når vi har mødt Brøndby, og når man spillede her på Brøndby Stadion, vidste man jo, at der var en kanon kulisse. Men det er for vildt, nu hvor jeg spiller her og oplever det på egen krop, at de kommer uge efter uge og møder så talstærkt op, når vi for eksempel har tabt i Esbjerg og skal til Skive eller Sønderjyske kampen efter. Det er helt utroligt. Andreas Maxsø og Brøndby har papirer på hinanden indtil sommeren 2023.